Danmarks Hjælpekilder og Næringsveje

Vinduesglas. 37 der er givet Oplysninger. Glastavlerne til Brug i Vinduerne have deres særegne Historie u. I Øster- leden, hvor Drikkekarrene af Glas kom i Brug, havde og har man ikke synderlig Brug for Glasvinduer. Ofte fik Beboelsesrummene kun Lys og Luft gjen- nem Døren. Hvor der fandtes Vinduer (Vindøjer), sade de højt oppe paa Væggen og vare enten helt aabne eller, hvor dette ikke kunde lade sig gjøre, dækkede mod Blæst eller Sol med Forhæng, Tremme- værk af Træ og Metal eller Stenflader i gjennem- brudt Arbejde. De skulde yde Lys og frisk Luft; for at bevare Varmen i de indvendige Rum be- høvedes i hine Lande ingen Foranstaltninger. Men i Lande, hvor der i alt Fald til nogle Aarstider er koldt, eller hvor det kan behøves stundum at holde Blæsten ude, er der Grund til at dække Vinduet eller det deri indsatte Tremmeværk med et gjennem- sigtigt Stof. Hertil brugtes tynde Plader af Marmor og Alabast, Marieglas, Horn eller Blærer. Og det laa nær ogsaa at benytte Glasset paa denne Maade. Romerne forstode ik-ke blot at puste Vinduesglas, men ogsaa at støbe det*). Og i Pompeji har man fundet en hel Vinduesramme med vinkelrette Kryds (Sprosser), støbt i Bronce og af fortrinligt Arbejde; Glassene have været temmelig store (Bredde og Højde: 15x221/2 danske Tommer); de have været henved 2 Linier tykke og ligget i en Fals uden Kitning. De holdtes fast ved Forvridere. — Fra Rom har Brugen af Vinduesglas bredt sig over Nord- og Vestevropa, dog uden at fortrænge andre Stoffer. At saadanne *) Støbningen af Glastavler paa Sand blev aldeles glemt og først opfundet igjen i Frankrig 1688 i de Spejlglas- fabrikker, som den berømte Statsmand Colbert havde anlagt i Forstaden St. Antoine ved Paris.