Om Arbejdsydelsens Forhold
Til Arbejdsløn Og Arbejdstid

VI og underholdende, fængslede han øjeblikkelig. Man gjorde Rede for sine Ønsker og Forventninger, man forlod ham med Haab om at se dem opfyldte, og man længtes efter atter at høre ham udtale sig. Det var ingen Fornøjelsesrejse, der førte mig til Leipzig i 1889. Jeg havde kun studeret forholdsvis lidt Nationaløkonomi, læst tilfældigt og spredt og uden Til- fredsstillelse. Det var Livet selv, der havde stillet mig visse Spørgsmaal; de vare mig bevidste, og jeg søgte Svar paa dem. Jeg var fast besluttet paa ikke at lade mig putte theoretiske Blaar i Øjnene og parat til at snøre min Randsel efter otte Dages Forløb og drage et hvilket- somhelst Sted hen, hvor jeg kunde haabe at faa Be- sked. Spændt tog jeg da Plads i det store overfyldte Av- ditorium, hvor vi sad Albu ved Albu, alle Nationer og alle Aldre mellem hverandre. Der var Japanesere og Ameri- kanere, Russere af mongolsk Type, og Europaskortet re- præsenteret fra Nord til Syd og fra Øst til Vest. Der var en amerikansk Professor mellem 60 og 70, Læger, Jurister og Theologer, sachsiske Prinser af Blodet, Offi- cerer og unge Studenter. Grosset var naturligvis Tyskere fra alle Egne af det store Rige. Den første Forelæsning var praktisk Nationaløkonomi. Der begyndtes Kl. 7 om Morgenen, og paa Slaget traadte Gehejmeraaden ind, modtaget af en øredøvende Applaus af Avditoriet. Det varede ikke længe, før jeg var paa det Rene med, at der ingen Doktriner vilde blive budt uden sotn afskrækkende Exempler og i deres nødvendige historiske Indramning. Men der vaagnede en anden Mistanke hos mig. Naar han lod de historiske Perioder voxe ud af hinanden, naar han paaviste den organiske Sammenhæng mellem teknisk og økonomisk Udvikling og formede den sociale Klassedannelse, Retslivet og Politiken over disse — konstruerede han saa ikke? Jeg tør sige, at Brentano aldrig har haft nogen mere kritisk eller mistænksom Elev end jeg, i det første Aar.