Om Arbejdsydelsens Forhold
Til Arbejdsløn Og Arbejdstid

VII jeg studerede under ham. Intet laa mig fjærnere, end at lade mig narre for min Tid og mine Penge. Jeg var kommen for at lære Økonomi, ikke Æstetik. Og glædede det skjønne Sprog ogsaa min Høresans, og fyldte Udvik- lingens vidunderlige Harmoni mig end med æstetisk Vel- behag, saa øgede paa den anden Side dette Skjønheds- indtryk min Mistanke, efterhaanden som jeg saa Afvigel- serne, Undtagelserne, alt det, der giver det brudte og mangfoldig sammensatte Billede af Samfundet til en vis Tid, saa længe man staar midt i den og ser nærsynet paa den, efterhaanden som jeg saa alt dette svinde, ab- sorberes af den Samfundsdannelse, der med logisk Nød- vendighed xnaatte udvikle sig paa Tidens konkrete For- hold. Var det hans Sag at tale, saa var det min at kontrollere. Og jeg optog da den møjsommelige Kamp med det for sin Utilgængelighed berømte Universitets- bibliothek i Leipzig. Jeg sloges med »Raaderne« i de forskjellige Grader, naar jeg vilde have Bøger i Ferierne. Men naar jeg, som de udtrykte det, satte dem »die Pistole vor die Brust«, fik jeg dem dog, og vi skiltes endda som ganske gode Venner. Og jeg slog efter og kontrollerede, men fandt altid Bekræftelse, enten direkte eller indirekte. Hvor Fremstillingen var en anden, svævede den enten i Luften, eller ogsaa blev Forbindelsen mellem Aarsag og Virkning meningsløs. Men hvad havde den literære Kontrol at sige mod den, der beroede paa personlig Erfaring. Jeg stod med en femtenaarig industriel Virksomhed bag mig, og vi naaede en Dag til Nutiden, dens Erhvervs- liv, dens retlige og politiske Institutioner, dens sociale Leddeling og dens sociale Kamp. Og alt dette havde jeg staaet midt i og iagttaget, ikke fra oven af, men Side om Side med de Andre. Herfra havde Spørgsmaalene rejst sig for mig. Og hvor mange Snese Gange har jeg da ikke været greben af Forbavselse over det indgaaende Kjendskab til Forholdene i det praktiske Liv, som vi staa og* gaa i det, der udmærkede denne Lærde, som mig