Om Arbejdsydelsens Forhold
Til Arbejdsløn Og Arbejdstid

17 — I Begyndelsen troede jeg at vinde meget derved, men til Slut opdagede jeg dog, at det Hele gik ud paa Optrækkeri, og at enhver, der arbejder retskaffent, ogsaa maa have sine Hviletimer. Hvad skulde jeg imidlertid gjøre? At lægge mig ud med Arbejdsfolkene, særlig med Svendene, syntes mig ikke tilraadeligt, de kunde skade mig paa anden Maade. Jeg lod mig altsaa rolig be- drage for ikke at blive endnu værre bedragen. Men Øvrigheden burde have noget Indseende med sligt, og overhovedet ikke tillade Svendene at arbejde i Hvile- tiderne, fordi dette er et Bedrageri saavel imod Byg- mesteren som imod Bygherren. For nogle Aar siden kjendte man endnu ikke noget til denne Maade at be- drage paa, men siden da er den daglig bleven almin- deligere. « Af denne Udtalelse erfare vi med Sikkerhed kun det, at man henimod Slutningen af det 18. Aarhundrede endogsaa i Bygningshaandværket stræbte efter en Ud- videlse af den da brugelige Arbejdsdag, og at en saa klog, skarpt- og vidtskuende Mand som Justus Møser allerede erkjendte, at denne Udvidelse ikke betød en Øgelse, men en relativ Mindskelse af Arbejdsydelsen. Møser stod imidlertid ene med denne Anskuelse, hans Samtidige forfulgte andre Maal. Man erindre, hvorom det den Gang drejede sig, og med hvilke Forhold man den Gang havde at gjøre. Fra det 16de Aarhundrede havde en stadig voxende Konkurrence gjort sig gjældende paa Verdensmarkedet. Det gjaldt om at slaa Konkurrenterne paa Verdensmar- kedet ved Hjælp af den største og billigste Produktion. Arbejderbefolkningen var endnu ganske behersket af Overleveringen. Det var ikke Sikringen af den størst mulige Andel i den nationale Produktion ved Hjælp af en gunstig Arbejdskontrakt, men det var Standssynspunk- tet, som beherskede Samfunds- og Erhvervsordningen. I mange Lande bestod endnu Livegenskabet eller i alle 2