Om Arbejdsydelsens Forhold
Til Arbejdsløn Og Arbejdstid

20 handling, sluttede John Bright sin Tale med følgende lidenskabelige Udgydelse30: »Da jeg føler mig overbevist om, at Forslaget vil skade og tilintetgjøre Landets vig- tigste Interesser, fordi jeg tror, at det staar i Modsætning til alle Principper for en sund Lovgivning; da det ikke betyder Andet overfor Arbejderklassen end en Besnæ- relse; da det kun forsvares af Folk, der mangle ethvert Kjendskab til Fabrikøkonomi, da jeg anser det for en af de sletteste Forholdsregler, der nogensinde er iklædt Lovform, og da saavel Industriens Fornødenheder som Arbejderens og Arbejdsgiverens Krav vilde gjøre det nødvendigt atter at afskaffe den, dersom den blev Lov, da dette er min Overbevisning, ser jeg mig nødsaget til paa det Bestemteste at modsætte mig Overgangen til anden Behandling«. Men mellem Nationaløkonomerne var det den Tid, der beherskedes af den ubetingede Tro paa laissez- faire’s ene saliggjørende Kraft. I Overensstemmelse her- med protesterede Nationaløkonomiens Ordførere i Parla- mentet: Joseph Hume, Dr. Bowring, Mark Philips, Char- les Villiers, Labouchere, Roebuck, Baring, den yngre Ri- cardo, Lord Brougham, Lord Ashburton og efter hans Omvendelse til Frihandelen Sir Robert Peel, paa det mest energiske mod dette nye Indgreb i Erhvervslivet fra Sta- tens Side31. Og udenfor Parlamentet beviste Senior at hele Gevinsten i Fabriksdriften udelukkende faldt i den »sidste« Time, og at en Formindskelse af Arbejds- tiden saaledes vilde være ensbetydende med en Stands- ning af det industrielle Liv. Imidlertid skred Lovgivningen rolig fremad med Hensyn til Arbejdsdagens Forkortelse og langtfra, at den engelske Industri skulde gaa til Grunde derved, tog den hver Gang et større Opsving. Lad os til Bekræftelse betragte den klassiske Gjenstand for Arbejderbeskyttel- seslovgivningen : Bomuldsindustrien saaledes som dens Væxt fremgaar af nedenstaaende Tabel”: