Om Arbejdsydelsens Forhold
Til Arbejdsløn Og Arbejdstid

ber og Sælger? Anser I Spekulationen for daarhg, saa tag ingen Lodder. Men forbyd ikke Andre selv at be- dømme Sagen.« Sikkert vilde de svare: »De vilde have Ret, dersom Spørgsmaalet kun var et Spørgsmaal om en Handel; men det er tillige et Moralspørgsmaal. Vi for- byde Dem at raade over deres Formue paa denne sær- lige Maade, fordi det er en Maade, der tjener til Op- muntring for en højst fordærvelig Aandsretning, en Aands- retning, der staar i Strid med alle de Egenskaber, af hvilke den Enkeltes og Nationens Velfærd afhænger.« Det maa derfor, antager jeg, indrømmes, at hvor det drejer sig om Sundhed og om Sædelighed, er det berettiget af Staten at blande sig i Individernes Kon- trakter. Og dersom dette maa indrømmes, saa følger deraf, at det Tilfælde, med hvilket vi her have at gjøre, er et af denne Art. Kan det nægtes, at Sundheden hos en stor Del af den opvoxende Generation paa det alvorligste berøres af de Kontrakter, som denne Bill er bestemt til at regulere? Kan Nogen, der har læst de Udsagn, der ligge for os, kan Nogen, der nogensinde har iagttaget unge Mennesker, kan Nogen, der formaaer at erindre sine egne Følelser, da han var ung — nægte, at 12 Timers Arbejde om Dagen i en Fabrik er for meget for en trettenaars Knøs? Eller vil det kunne benægtes, at dette er et Spørgs- maal, ved hvilket den offentlige Sædelighed er interesseret? Kan Nogen betvivle — jeg er overbevist om, at ingen af mine Venner her omkring mig betvivler det — at Undervisning er en Sag af den største Betydning for et Folks sædelige Standpunkt og Lykke? Nuvel, vi vide, at der ikke kan gives Undervisning, med mindre der er ledig Tid dertil. Det er selvindlysende, at naar man fra de 12 Timer af Dagen, der tilbringes ved Arbejde i en Fabrik, fradrager de Timer, der ere nødvendige til Be- vægelse, Adspredelse og Hvile, bliver der ikke Tid nok tilbage til Undervisning. Jeg tror nu at have vist, at Principet i denne Bill