Mekanisk Fysik
ELLER LÆREN OM LEGEMERS LIGEVÆGT og BEVÆGELSE

309 Afstand, men kun ved Mellemled, fra Molekyl til Molekyl. Endvidere mente han, at alle Naturkræfter kunde forvandles til hinanden og i Grunden vare forskellige Former af samme Kraft. Tyngdekraften var den vanskeligste at faa Bugt med; han anstillede Forsøg for at frem- kalde Elektricitet ved Tyngden, og skønt disse Forsøg vare forgæves, udtalte han dog det Haab, at Fremtiden ogsaa vilde lære dette saavel som at omsætte andre isolerede Kræfter som f. Eks. Cohæsionen. I de sidste Aartier har Interessen for en stor Del drejet sig om praktisk at udnytte Elektriciteten. Vi kunne saaledes nævne Telegrafen, af hvilken den første brugelige blev foreslaaet Aar 1835 af Amerikaneren Morse, Telefonen, som i sine forskellige Former er udfunden af Ameri- kanerne Bell (1877) og Edison, den elektriske Belysning, de elektriske Maskiner af Siemens (Berlin) og Belgieren Gramme. Paa Optikens Omraade maa fra Aarhundredets Begyndelse navnlig fremhæves Frauenh ofer (1787—1826). Han var den første, som nøjere undersøgte Solspektrets Farver og mørke Linjer, væsentlig for at komme til Indsigt i de forskellige Stoffers Dispersionsevne, hvad der var af Vig- tighed for ham for at konstruere bedre akromatiske Linser til Brug i store Kikkerter. Frauenhofer undersøgte ogsaa Spektret af Fiksstjerner samt af glødende Legemer og elektriske Gnister, men den egentlige Spektralanalyse hidrører dog fra Buns en (f. i Göttingen 1811) og Kirchhoff (f. i Königsberg 1824), bægge Professorer i Heidelberg. I Aaret 1860 bekendtgjorde de en Række Undersøgelser om Flammernes Linjespektrer samt om deres Absorption af den samme Farvestraale, som de selv udsende. Hermed var Grundlaget givet til hele Spektral- analysen, der siden den Tid har udviklet sig til saa megen Fuldkommen- hed og ført saa mange andre Opdagelser med sig. Der staar endnu tilbage at omtale den nyere Tids store Opdagelse af Principet om Energiens Vedligeholdelse. Den første, som har givet Bidrag hertil, er Franskmanden C ar not, men da han troede paa et Varmestof, vare hans Ideer ikke korrekte. Der er imidlertid for kort Tid siden udkommen Uddrag af Carnots efterladte Papirer, som vise, at han kort før sin Død (1832) opgav Antagelsen af Varmestoffet og fandt en tilnærmet rigtig Værdi for Varmens mekaniske Ækvivalent. I Aaret 1842 udgav den tydske Læge May er nogle »Bemærkninger om Kræf- terne«, hvori han udtaler Sætningen om Varmens og Arbejdets Ækvi- valens, men da han fremhæver, at Bevægelsen for at blive til Varme maa ophøre at være Bevægelse, have hans Forestillinger ikke været synderlig rigtige. Omtrent samtidig (1843) fremkom der Undersøgelser af Colding i Kjøbenhavn om den samme Genstand, og han fandt ved flere Forsøg en temmelig nøjagtig Værdi for Ækvivalentet. De bedste og mest omfattende Forsøg ere dog foretagne af Joule i Manchester (f. 1818); han har ændret Forsøgene paa mangfoldige Maader og fortsat dem lige ned til de seneste Aar, saa han stadig har opnaaet nøjagtigere Værdier,