Kallundborg Kirke

Fig. 1. Kailundborg Kirke, set fra Nordvest. — Kallundborg Church from the Northwest. I BY OG KIRKE HVOR Sjælland helt mod Nordvest strækker sig over mod den jydske Halvø, ligger Byen Kallundborg in- derst ved Fjorden, der nu har Navn efter Byen, men i den ældre Middelalder hed Hærvig. Der er Klang af Vikinges tog og Vikingefærd over dette Navn, men fra Fjordens indere ste Vig har der sikkert fra ældgamle Tider ogsaa som den Dag i Dag været fredelig Overfart til Samsø og til Jyllands Østkyst. Kallundborg By breder sig langs Fjordens nordlige Bred og bestaar af to Dele, omtrentlig lige store i Udstrækning Vest- Øst. Den østlige Dels Bebyggelse er i alt væsentligt bestemt af en lang Hovedgade, der noje følger Foden af et Højdeplateau — Møllebakken — og er en Fortsættelse af den gamle Landes vej, der fra Holbæk stiler mod det gamle Overfartssted. Over den lavtliggende Bydel, Nederbyen, løfter det skovklædte Bakkehæld sig højt og friskt og danner den lune Baggrund for Husenes Rækker og Klynger. Den vestlige Del, Øvrebyen, ligger paa en langagtig Bakke, mod Nord og Vest begrænset af lave Engstrækninger — Munkeengen — og mod Syd af Fjor« dens Vande (Fig. 4). I den ældre Middelalder var de to Bydele langt skarpere ad« skilte, dels paa Grund af de siden da stærkt ændrede Terrains forhold og dels som Følge af Bebyggelsens almindelige Karaks ter. Den langagtige Banke var en regulær Halvø, der fra Mølles bakkeplateauet, over en lavere Hals, skød sig frem mod Syd I CHURCH AND CITY AR up in the northwest where Zealand stretches out an arm toward the Jutland peninsula lies the city of Kais lundborg in the innermost cove of the fjord now bearing its name, but which during the Middle Ages was known as Haervig. The very sound of that word seems to suggest Vis king exploits and expeditions, and yet, very probably, in olden times, even as tosday, the innermost cove was the peaceful ferryserossing to Samso and the eastern coast of Jutland. Kallundborg city, stretching along the north shore of the fjord, is divided into two parts which spread equally toward east and west. The building on the east is largely determined by a long main street which closely follows the contours of the base of a plateau — Møllebakken (Mill Hill), — and is a continuance of the ancient roadway leading from Holbaek to the ferry. Above this lowlying section, the lower town, the woody slopes of the hill rise, high and fresh, forming a warm shelter for the rows and groups of houses. The western section, the upper town, follows a terrace fringed on the north and west by low meadowslands, —the Munkeseng(Monk Meadow), —and on the south by the waters of the fjord (Fig. 4). During the early part of the Middle Ages, the distinction between the two sections of the city was much sharper than now, as the land itself and the general character of the builds ings have undergone many changes since then. In those days 1