Jernbaneforbindelsen Sjælland-Lolland-Falster Ved Masnedø (Tunnel)
Forfatter: E. Jensen
År: 1600
Forlag: Det grafiske Institut. Nielsen-Kolding
Sted: Kbh.
Sider: 19
UDK: TB 624.19 L
Søgning i bogen
Den bedste måde at søge i bogen er ved at downloade PDF'en og søge i den.
Derved får du fremhævet ordene visuelt direkte på billedet af siden.
Digitaliseret bog
Bogens tekst er maskinlæst, så der kan være en del fejl og mangler.
co
skulde om Sommeren brydes af for saa stor en Del, at
et Sejlløb med 700 Fods (214 m) fri Gjennemfart stod
aabent for Skibsfarten og Pillerne fjernes ned til 18 Fod
(51/, ra) under laveste Vandstand, medens Trafikken paa
denne Aarstid skulde besørges af Trajektfærger. Om
Vinteren derimod skulde Broen igjen lægges i sin Heel-
hed med 2 Klapbroer, hver med 100 Fods (31 m) Aab-
ning.
3) at en Højbro med 150 Fods (46 m) fri Højde over Van-
det og 400 Fods (122 m) Gjennemsejlingsaabning heller
ikke vilde foraarsage Hindringer af Betydning for Skibs-
farten.
4) at en Tunnel i alle Henseender opfylder de
Krav, der kan stilles.
I 1879 anstrængte man sig paanye for at faae Sagen
realiseret, og en nye teknisk Kommission blev udnævnt.
Den foretrak ligeledes en Tunnel, men var dog af den An-
skuelse, at fra 300 til 400 Fod (92 til 122 m) mellem Pil-
lerne af en Bro ogsaa var tilstiækkelig.
Congressen tog imidlertid ingen Beslutning.
Atter i 1889 blev der udnævnt en Kommission, som
navnlig skulde beskæftige sig med Vinter-Projektet, idet
man foreslog, at hele Broen skulde inddeles i 11 Spænd
(Floden er paa det betræffende Sted 805 m bred og fra
5'/2 til 14% m dyb), og at de 4 Spænd skulde borttages
om Sommeren, hvorved der opstod en fri Gjennemsejlings-
aabning af 1000 Fod (305 m), med en Vanddybde af 40
Fod (12‘/4 rn) over Pillernes Fodstykke. Man kom til det
Resultat, at en saadan Bro meget vel lod sig bygge, men
at en Hængebro efter det Lindenthalske System dog var
den bedste Løsning, omendskjønt Vinterbroen var billigst.
I 1896 tog man atter fat paa at søge Lovgivningsmagtens
Bevilling til en Højbro, men forgjæves. Endelig lykkedes
det i 1904, efter at imidlertid elektrisk Jernbanedrift var
naaet til større Fuldkommenhed og praktisk Anvendelse, et
Samarbejde mellem Michigan Central Railroad og Grand
Trunk Railway at faae en teknisk Kommissions Under-
søgelser og Planer godkendte af Lovgiverne, og i Efter-
aaret samme Aar erholdt det saakaldte „Detroit River Tun-
nel Co." Koncession.
Tunnelen skulde have en Stigning af 1:50 i vestgaaende
Retning og en Stigning af 1 :66 i den østgaaende Retning.