Bidrag til Dansk Haandværkerundervisnings Historie
Ved Det tekniske Selskabs halvhundredaarige jubilæum den 18 september 1893

 ZUNFTIGE CEREMONIER. 11 Der er heri en ziinftig Udvikling, ti tidligere bleve Dren- gene, som det siges i de kjøbenhavnske Rothgieteres Skraa (1629), gjorte til Svende udelukkende af Masterne. Det er den fra Tyskland kommende Handwerksgewohnheit, som gjor sig gjældende og væsentlig forøger Svendenes Betydning. En Lærlings Antagelse og Udskrivning var fra gammel Tid for- bunden med en glad Sammenkomst. Allerede efter de Ribe Smedes Skraa af 1424 skulde den Mester, der antog en Dreng, være Lavet Borgen for den Tønde 01, som Drengen skulde give. Nu skal Lærlingen løsgives for Svendene »med en Uges Lon«, og det er ikke svært at se, hvad den skal bruges til. Men herved blev det ikke. Der udviklede sig en Række om- stændelige Ceremonier, under hvilke Drengen paa Kroen gjordes til ziinftig Svend, og som her hjemme naaede deres Højdepunkt i Snedkerlærlingenes saa kaldte Behovling. 1737 blev der klaget over, at den ikke alene var syndig mod Per- sonerne (Lærlingene), men imod Gud og Religionen. De over- for Drengen agerende Personer kaldtes, naturligvis paa Tysk, Pfaff, Pathe og Glockner, og de assisteredes endnu af en Har- lekin. Livet paa Kroen udartede. Det gik i Retning af Svir og Sværm og alskens Raahed, og Vandrelivet udviklede sig i samme Retning. Den Svend,- der havde vandret, stilledes efter den ziinftige Rangforordning over den, der endnu var Hjemmefødning. Blandt Berlins Tømrere var det saaledes Vedtægt (1683), at den Svend, der havde vandret, saavel ved sit Arbejde som paa Gaden skulde bære et Vinkeljern som Udmærkelsestegn, ligesom han paa Kroen havde visse Forrettigheder. Svendene animeredes til at vandre, men uden at der blev lagt Vægt paa