Aktieselskabet Helsingørs Jernskibs og Maskinbyggeri Helsingør 1882 - 1907
Et jubilæumsskrift

FØR UDVIDELSEN mester lykkedes det virkelig at fuldføre Arbejdet med Arbejdsmænd og Lær- linge, altsaa uden Formere. Men dette havde ogsaa til Følge, at Striken varede i 85 Dage. Efter dette Nederlag har Formerne aabenbart ment at maatte tage Revanche overfor Mesteren — i hvert Fald fremsatte de den 29. Juni 1890 under forskel- lige gennemsigtige Motiveringer Fordring om at faa Mesteren afskediget. Dette blev naturligvis afslaaet, hvorefter Arbejdet atter nedlagdes. Mesteren havde imidlertid været forberedt paa, hvad der kunde vente ham, og derfor yderligere oparbejdet en Stab af gode Arbejdsmænd og Lærlinge. Med disses Hjælp fort- sattes derpaa Arbejdet ganske roligt, saa at de strikende Arbejdere den 13. Juli maatte rette en skriftlig Anmodning til Bestyrelsen om Tilladelse til atter at gaa i Arbejde — hvad der vistnok vil klinge højst forunderligt i moderne So- cialist-Øren ! I samme Aars September Maaned vedtog Generalforsamlingen at skænke M. C. Holm en Hædersgave som Tak for hans store Fortjeneste ved atter at have bragt Værftet paa Fode. Allerede i Efteraaret 1888 havde Bestyrelsen tilbudt liam Direktør-Gage for det sidste Halvaar, men han havde afslaaet det med den Motivering: »at han satte Pris paa alene af Interesse for Værftet at have paalaget sig det paagældende Arbejde«. Og dette Standpunkt vedblev han at fastholde, ja alslog endog at modtage den Direktøren tilkommende Tantieme. Det var da kun saa meget mere naturligt, at Selskabet ønskede paa anden Maade at kunne vise ham sin Erkendtlighed. Gaven kom til at bestaa af en i Sølv hos Juveler Hertz udført Model af hans paa Værftet byggede Damper »Nordvest« samt i det bekendte Portrait, som Kunstnerinden Bertha Wegmann malede af ham (jfr. Side 14). Som han sidder der, bred og lun og myndig, saaledes var han just i sine bedste Øjeblikke. Han holdt selv af at høre, at han havde et »Thorvaldsen- Hoved« - — der var jo tilmed den flatterende Lighed, at begge var begyndt som fattige Drenge. Men Ansigtsudtrykket savner unægtelig ganske det Højliedsskær af mild Værdighed, som laa over den store Kunstners Træk, — endog til Trods for, at Ber- tha Wegmann øjensynlig har gjort sig Umage for at faa krænget den mest elskværdige Side af ham ud. De allerfleste Mænd, der havde at gøre med ham i Forretninger, kendte ham bedre, naar han med sine buskede Øjenbryn saa ud som et truende Uvejr, og hans Tale samtidig lød som rullende I orden. Han elskede at være barsk, der var altid Saltvandsstænk i hans Ord — en Mindelse af Bulder og Blæst, selv naar de faldt hjertelige og spøgefulde. Men hvorom alting er: Ingen tager ved at se hans Billede lettelig fejl af, at han var en djærv og paa sin Vis stortskaa- direktør s. c. w. bindesbøll 35