Historisk Fysik
I den ældre Naturforskning

Himlens tilsyneladende Bevægelse. 7 .V Fig. 2. Himlens Omdrejning, som den viser sig for os, men tegnet udvendig fra. i Øst, B\ og gaa ned lige i Vest, B”, ere 12 Timer paa Himlen. Den Linie, en saadan Stjerne tegner, kaldes Himlens Ækvator, B'BB'\ Stjerner, der ere endnu fjernere fra Nordpolen, staa op mellem Øst og Syd, A\ og gaa ned mellem Vest og Syd, A”. De gaa kun lavt paa Himlen, og idet man opfatter Himlen som en stor Kugleskal, forestiller man sig et stillestaaende Punkt lige saa dybt under den sydlige Synskreds, som Nordpolen er over den nord- lige. Dette Punkt, P’, kaldes Himlens Sydpol. En Stjernes Vej over den synlige Himmel kaldes dens Dag- bue, den øvrige Del dens Nat bue. Stjernerne ved Ækvator have saaledes en 12 Timers Dagbue Stjernerne Nord for Ækvator have mere end 12 Timers Dag- bue, Syd for Ækvator mindre. De Figurer, Stjernebil- leder, som de gamles Fantasi har tegnet om de forskellige Grupper af Stjerner, og de Navne, hvormed vi endnu be- tegne Grupperne saavel som enkelte Stjerner, skrive sig mest fra Kaldæa, Ægypten og Grækenland; men der findes dog, især paa den Del af Him- len, som er nærmest ved Syd- polen, men som de gamle ikke kendte, flere moderne Navne, saasom Luftpumpen og Elektricermaskinen. Naar man ved Hjælp af Stjernekortet vil lære Stjernerne at kende, kan man gaa ud fra Karlsvognen og Polarstjernen som kendte. Holder man Kortet op saaledes, at dets Midte dækker Polarstjernen, og drejer det saa, at Kortets Karlsvogn vender til den Side, hvor man i Øjeblikket ser Himlens Karlsvogn, giver Kortet et Billede af den øvrige Himmel. Senere paa Natten eller senere paa Aaret kommer der i Øst flere Stjerner op, som før befandt sig under Synskredsen, medens andre da ere dukkede under denne i Vest. § 3. Kender man nu først Stjernerne, og lægger man saa Mærke til de Stjerner, blandt hvilke Maanen viser sig en Aften,