Historisk Fysik
I den ældre Naturforskning

10 Maaneskifterne. Vægt, Skorpionen og Skytten graa, en Stenbuk, Vandmand og Fiske. Det Sted af Ekliptika, hvor Solen ved Foraarsjævndøgn skærer Ækvator, kaldes Nulpunktet af Vædderen Fig. 3. § 6. Ved nogen Opmærksomhed ses det snart, at hvor stor en Del af Maanen, der til en eller anden Tid er lysende, Maa- nens Fase, beroer ikke paa Maanens Sted iblandt Stjernerne, men paa dens Sted i Forhold til Solen. Fig. 4. Dyrekredsen i Denderah. Er Maanen omtrent i samme Retning som Solen, ses den slet ikke: vi have »Ny- maane«. Naar Maa- nen derefter er naaet et Par Dagsrejser mod Øst, saa at den gaar ned noget senere end Solen, viser den sig »tændt«, nemlig som en smal Bue. Er den naaet omtrent 1/4 Om- gang bort fra Solen, ses den i første Kvarter. Er den gaaet 1/2 Omgang, saa at den befinder sig paa den modsatte Side af Himlen og altsaa staar op omtrent ved Solnedgang, have vi » Fuldmaane«; endnu v4 Omgang, og vi have »sidste Kvarter«. Endelig indhenter den So- len paany; men da Solen selv er gaaet et Stykke Øst paa, sker Mødet ikke paa samme Sted i Forhold til Stjernerne som sidst, men saa meget østligere, at Maanen, efterat være gaaet 1 Gang rundt blandt Stjernerne, behøver et Par Dage, inden den paany indhenter Solen. Vi tale derfor om to Arter afMaaneomløb,et siderisk i Forhold til Stjer- nerne og et synodisk i Forhold til Solen. Det er det sidste, der har praktisk Betydning, da det er bestemmende for Maaneskifterne. Maanens sideriske Omløbstid er 27D 7T 43" 115S; omtr. Døgn. » synodiske » » 29D 12T 44M 29s; omtr. 291/2 Døgn.