Historisk Fysik
I den ældre Naturforskning

16 Højdecirkelbuers Maaling. saadanne i det 7de Aarhundrede f. Kr., men antyder maaske til- lige, at den er kommen Øster fra; thi Kaldæernes Tankeopfindelse maa uden Tvivl have været ledsaget af haandgribelig Udførelse og Anvendelse. I Mangel af paalidelige Tegninger af saadanne Instrumenter fra den fjerne Oldtid forestiller Fig. 7 en Kvartcirkel (Kvadrant), som Fig. 7. Tyge Brahes Kvadrant. dog først er konstrueret og benyttet af Tyge Brahe. Den er ophængt paa en lodret Pæl, der ved Stængerne ON og QL kan drejes saaledes, at Kvadrantens Plan kom- mer til at gaa igennem den Stjerne, hvis Højde skal maales. Kvadranten selv kan drejes i sit Midtpunkt A om en vand- ret Tap fæstet paa Pæ- len, og fra Midtpunktet hænger Lod H i en Snor. D og E ere Sigter, hvis Retning stilles mod Stjer- nen; [da denne Retning er parallel med en Linie fra Centrum til Kvadran- tens 90-Streg, maa Stjer- nens Zenithafstand være ligestor med Gradeantal- let fra 90 til Lodlinien; følgelig maa Stjernens Højde (Komplement til Zenithafstanden) være lig Gradeantallet fra O til Lodlinien |. § 13. En af de vigtigste Højdebestemmelser, som de gamle udførte, hvad enten det nu skete med Gnomon eller med den ind- delte Cirkelskive, var Maalingen af Solens Højde ved Sommersol- hverv og ved Vintersolhverv (jfr. § 10). Naar vi f. Eks. paa et Sted her i Landet ved Sommersolhverv finde Solens Højde om Middagen 57° 59', ved Vintersolhverv 11° 5', saa er Solen i første