Historisk Fysik
I den ældre Naturforskning

Tidens Inddeling. 17 Tilfælde aabenbart 46° 54' nærmere ved Nordpolen end i sidste. Den fjerner sig saaledes 23° 27' til hver Side af Ækvator, en Størrelse, der kaldes Ekliptikas Heldning mod Ækvator. § 14. Solens, Maanens og Stjernernes Bevægelser frembyde sig naturligt til Tidsbestemmelser, og Oldtidsfolkenes Iagttagelser paa Himlen fik derfor særlig Betydning for deres Tidsindde- ling og Tidsregning. Der kan imidlertid for os Nordboer være noget paafaldende i, at Oldtidsfolkene stundom kunde give Maanen Fortrin for Solen ved Tidens Inddeling; ti ligesom Dag og Nat ere saa fremtiæ- dende Fænomener, at de ligefrem tvinge de levende Væsner til at rette sig efter dom, saaledes or ogsaa Forskolien pa.a. Sommei og Vinter her i Norden saa fremtrædende, at en Optælling efter Solaar synes os uomgængelig. Det maa imidlertid erindres, at de nævnte Oldtidsfolk levede under Himmelstrøg, hvor Forskellen paa Sommer og Vinter ikke er saa stor, hvorimod Maanens Lys i den milde Nat, hvis Længde Aaret rundt ikke afviger meget fra 12 Timer, spiller en stor Rolle i Menneskenes Liv og Færd. Et Maaneskifte varer imidlertid ikke et helt Antal Dage, og et Solaar ikke heller, saa at det allerede falder vanskeligt at fast- slaa Regler for det Antal Dage, der skal være i Maanederne, og det, som skal være i Aarene. Men tilmed er der ikke noget sim- pelt Forhold mellem Omløbstiden for Maanen og for Solen, og det bliver derfor endnu vanskeligere at bringe Maaneds- og Aarsind- delingen i et regelbundet Forhold til hinanden. Nogle enkelte Eksempler paa de gamles Tidsregninger ere følgende. § 15. Ægypierne satte Aaret til 365 Døgn, medens det. i Virkeligheden er henved 365x/4 Døgn. Ved Enden af det, første Aar var Solen altsaa ikke kommen helt rundt, ved Enden af det andet Aar endnu mindre o. s. v., saa at Solen og dermed Aars- tiderne efterhaanden indtraf for sent i Forhold til Datoen, ja at Aarstiderne efter nogle Aarhundreder bleve helt forskudte, og man fik Sommer i Vintermaanederne. Man vilde tilsidst komme i Oi en igen efter 1460 Aars Forløb, nemlig efter saa lang Tid, at Summen af Solens aarlige Forsinkelse er løben op til en hel Omgang. Dette vare Ægypterne sig bevidst; og da dette lange Tids- rums første Aar begyndte med Hundestjernens heliakiske Opgang (jfr. § 4), og det derefter varede 1460 Aar, inden Aarets Begyn- delse igen indtraf netop ved denne Opgang, kaldtes dette I idsrum © A Q Historisk Fysik I.