Historisk Fysik
I den ældre Naturforskning

Del af Havet, der vender bort fra Maanen; og Maanen trækker her saa at sige Jorden bort fra Havet, saa at Havet ogsaa her højner sig KL over Jordoverfladen. Man vil straks bemærke, at Solen maa foraarsage noget lignende, og man vilde maaske paa Forhaand vente, at den vilde gøre det stærkere end Maanen; ti udregner man dens Tiltræknings- kraft paa Jorden, bliver den trods den store Afstand meget større end Maanens, selv i den ringe Af- stand. Det er imidlertid ikke Til- trækningskraftens Størrelse alene, Fig. 299. Maanen fremkalder Flod og Ebbe. det her kommer an paa. Hvad Til- trækningen som Helhed angaar, har Solen langt større Indflydelse paa Jorden end Maanen (jfr. § 302). Men hvad det kommer an paa, er Forskellen i den Tiltrækning, som bliver Jordkloden og Havet til Del. En simpel Regning vil bedst vise dette. Lad Jordens Masse være 1, saa er Maanens omtrent Solens 320,000. Lad Jordens Radius være 1, saa er Maanens Afstand 60, So- lens 60.400 = 24,000. Maanens Tiltrækning til den nærmeste Del af Jorden kan nu udtrykkes ved — • År, af Tyngden ved Jordo ver- öl olr fladen og Maanens Tiltrækning til Jordcentret ved • ol 1 6f2' Forskellen mellem disse Tiltrækninger bliver: 1 1 1 1 1 612—602 .. . 1 __ . ___ __ __ . ___ — — ---------------- p pr omtr ------------ 81 602 81 6P 81 602.612 ’ 8,800,000 Forskellen mellem Solens Tiltrækninger paa Jordoverfladen og Jordcentret bliver: 320,000 320,000 24,0002 — 24,00 P 320,000 24,0012—24,0002 24,0002". 24,0012 eller omtr. ___________ 22,000,000