Historisk Fysik
I den ældre Naturforskning

Lyden med og mod Vinden. 443 Form, forandres ogsaa Forplantningsretningen; og der kan derved opstaa temmelig overraskende Lydfænomener, idet man under visse Forhold kan faa at høre, hvad man ikke ventede, og und- gaa at høre, hvad man ventede. Man har mærkelige Eksempler paa Lyde, der ere hørte i meget store Afstande, og Eksempler paa, at Reservetropper tæt ved Valpladsen ikke have hørt Skydningen og derfor ikke ere rykkede til Undsætning. Det er en bekendt Sag, at man i Almindelighed hører bedre, naar Vinden bærer til, end naar den bærer fra. Og hvem der tænker over det, slaar sig gerne til Taals med den Forklaring, at naar Vinden bærer til, forplantes Lyden, foruden med sin egen Hastighed, ogsaa med Vindens. Dette vilde imidlertid ikke hjælpe stort. Enten Lyden gaar 1060 Fod i stille Vejr eller 1090 i stærk Medvind eller 1030 i Modvind er temmelig ligegyldigt. Men den udmærkede engelske Fysiker John Tyndall (f. 1820, d. 1893) har for- klaret Fænomenet saaledes (jfr. Fig. 325). Vindens Hastighed er næsten altid større i Højden end ved Jordoverfladen. Derved blive Bølgefladerne, der skulde være Kugleflader (de punkterede), for- trukne, idet de foroven blive mere forskudte i Vindretningen (Pile- nes Retning) end ved Jorden. De faa derved Formen som de fuldt optrukne Linier. Da nu Forplantningen paa hvert Punkt skal være vinkelret paa Bølgefladen, vil Lyd, der fra a er rettet mod Cd, ikke naa en Person i d, men gaa over Hovedet paa ham, nemlig efter Linien a c. d hører intet. Derimod vil Lyd, der fra a er udgaaet i Retningen a B, forplante sig ad Linien a b, stadig vinkelret paa Bølgefladerne. Den vil altsaa modtages af en Person ö; og al den Lyd, der fra a er udgaaet lavere end mod K