Historisk Fysik
I den ældre Naturforskning

De Newtonske Ringe. 513 sig paa Sæbebobler, hvor Farverne glide som-Ringe ned ad Kuglen, efter som dennes Størrelse ændres. De samme Farver komme frem paa anløbet Staal, o: Staal, hvorpaa der har dannet sig et tyndt Lag Ilte, og man kan fremkalde dem ved at lade Lys falde paa et tyndt Lag Olie bredt ud paa Vand. Newton indrettede sig paa følgende Maade for at faa dette Farvefænomen frem. — En plankonveks Linse med lille Krumning blev lagt paa en Glasplade. Der dannes da et snævert, kile- formet Rum med Luft i, en Slags Lufthinde, mellem Linsen og Glaspladen. Midt paa denne rører Linsen, derfra vokser Luft- rummets Tykkelse udad (Fig. 382). Cf, Sendte han nu ensfarvet Lys (f. I\ Eks. rødt Lys) ned paa disse sammen- i \ lagte Glaslegemer (hvorfra han altsaa i \ fik tilbagekastet Lys), viste der sig i ! \ Midten en mørk Plet, og uden om । \ denne afvekslende lyse og mørke i \ Ringe. Brugte han hvidt Lys isteden- i \ for ensfarvet, saa han som før Midten * \ mørk, men omgiven af farvede Ringe. Betragtede han derimod Lyset, IZT7ZZZ_________2___________1 SOU! gik gennem Linsen Og Glaspladen, Fig. 382. Newtons farvede Ringe, viste Midten en Lysplet, omgivet af afvekslende mørke og lyse Ringe, og hvor der før var en mørk Ring, der var nu en lys, og omvendt. Eller, naar han brugte hvidt Lys, var en rød Ring i det tilbagekastede Lys erstattet af en blaagrøn — altsaa de tilbagekastede og de gennemgaaende Straaler viste komplementære Farver. Newton var paa Forhaand klar over, at det var Lufthinden, som frembragte Ringfænomenet. Han fyldte Rummet mellem Linsen og Pladen med Vand, og Ringene viste sig som før, men deres Størrelse var betydelig mindre. § 399. Hvorledes opstaa disse Ringe, hvad er Grunden til deres Dannelse? Newton fik en Forklaring ved at gøre den nævnte Antagelse om, at Lysdelene i en Straale ere i forskellig Tilstand, nogle af dem ere i den Tilstand, hvori de tilbagekastes, andre ere i den Til- stand, hvori de brydes. Tænker man sig en Straales Lysdele som Perler paa en Snor, kan man forestille sig, at i et givet Øjeblik Historisk Fysik I. 33