Historisk Fysik
I den ældre Naturforskning

Young om Newtons Ringe. 523 bagekastes derfra til c og brydes atter ud af Pladen i Retningen c d. Af Straalen s c vil en Del tilbagekastes af Fladen i Ret- ningen cd. — Paa den Maade bliver cd, om man vil, en Dob- beltstraale, o: der gaar to Lysbølger ad cd, og disse to Bølger Fig. 387. Youngs Forklaring af Newtons Ringe. have gennemløbet forskellig Vej. Den ene såbed, den anden s cd. Der er derfor Mulighed for, at de have faaet en Faseforskel. Er nu Vejforskellen et lige Antal halve Bølgebredder, ville de to Straa- ler forstærke hinanden, er Forskellen derimod et ulige Antal halve Bølge- bredder, ville Straalerne svække hin- anden. Ja, have de to Bølger lige stærke Svingninger, ville de i sidste Tilfælde ophæve hinanden fuldstæn- dig, saa der aldeles ingen Bevægelse (Lys) kommer ud ad a d. Dette kan aabenbart let anvendes paa Newtons Forsøg (§ 398 Fig. 382). Her er den tynde Plade Luftrummet mellem Linsen og Glas- pladen. Lysstraalerne ville forholde sig til Luftlaget ganske paa samme Maade, som det er vist paa Fig. 387. Vejforskellen bliver paa det nærmeste det dobbelte af Luft- lagets Tykkelse, men da denne vokser ud efter, vil det tilbage- kastede Lys snart dannes af Bølger, der forstærke, snart af Bølger, som svække hinanden. Man vil altsaa se afvekslende lyse og mørke Ringe omkring den mørke Plet, hvor Linse og Glasplade støde sammen (Fig. 382), og hvor der ingen Tilbagekastning finder Sted. En tilsvarende Betragtning kan ogsaa gøres gældende for Lyset, som gaar gennem Linse, Luftlag og Glasplade. Fig. 388 viser dette. Straalen Såbede og Straalen Scde falde begge ud ad d e og kunne efter Omstændighederne forstærke eller svække