Historisk Fysik
I den ældre Naturforskning

560 A. J. Angström. trallinie, som Kikkertens Traadkors er indstillet paa (jfr. § 426). Med et saadant Gitterspektroskop bestemte den svenske Fysiker Anders J. Angström (1814—74) i Slutningen af Treserne Sol- spektrets mørke Linier med minutiøs Nøjagtighed; hans berømte Spektralatlas blev da ogsaa gennem 20 Aar lagt til Grund for Bestemmelser af Bølgebredder. d o Fig. 418. Gitterspektroskop. dette kunde de nøjagtig Beliggenheden af de mørke Solspektret. — Ved Hjælp omhyggelige Maalinger og I nyere Tid er det ret alminde- ligt at fotografere Spektrene. § 436. Da det var lykkedes Kirchhoff og Bunsen sikkert at paa- vise, at Spektrallinierne virkelig ere karakteristiske for de enkelte Grund- stoffer, tog de fat paa en indgaa- ende Undersøgelse af Solspektret. Hertil konstruerede Kirchhoff et stærkt-farvespreden de Spektroskop med 4 Flintglasprismer (Fig. 419), og med udmaale Linier i af disse paa Grundlag af Kirchhoffs Teori om, at en glødende Luftart fortrins- vis indsuger samme Slags Lysstraa- ler, som den selv udsender (jfr. § 431), godtgjorde nu de to udmær- kede Forskere, at der paa Solen findes et betydelig Antal af de paa Jordkloden forekommende Grund- stoffer. De grundlagde en ny Viden- skab, som den tyske Astronom Zöllner 1865 gav Navnet Astrofysik, og som gaar ud paa ved Spektralanalyse og Lysmaaling at klare Himmellegemernes fysiske Beskaffenhed. Udgangspunktet for Bestemmelsen af de Stoffer, der findes paa Solen, var, som nævnt, Kirchhoffs Forsøg med Natriumflam- men og de Slutninger, han drog af Forsøgene (§ 432). Kirchhoff tænkte sig, at Solen havde en indre, hvidglødende Kerne, og uden om denne en Dampatmosfære, hvori Metaldamp