Astrofysik.
561
fortræffelig kan findes, idet Temperaturen paa Soloverfladen er
umaadelig høj. Solens Pletter betragtede Kirchhoff som Skyer i
Solatmosfæren, altsaa som mer eller mindre fortættede Damp-
masser. — Solkernen er den hedeste Del af Solen, og fra den
udstraaler Hovedmængden af Sollyset. Dette maa altsaa gen-
nemstraale Dampatmosfæren, som ogsaa er glødende, men som
har en lavere Temperatur end Solkernen. Dampatmosfæren virker
nu paa lignende Maade som Natriumflammen i Kirchhoffs Forsøg
(§ 431), den indsuger (svækker) fortrinsvis de samme Straaler,
Fig. 419. Kirchhoffs stærkt spredende Spektroskop.
som den selv (o: de glødende Dampe, hvoraf den bestaar) ud-
sender. Spektret af det Sollys, som naar Jorden, vil derfor vise
lysfattige (mørke) Linier, svarende til de Farvestraaler, som Sol-
atmosfæren har svækket. Af Solspektrets mørke Linier (de fraun-
hoferske Linier) svare en stor Del til kendte Metallers Spektral-
linier, og af en saadan Overensstemmelse sluttede Kirchhofl og
Bunsen, at vedkommende Grundstof findes i Dampform paa Solens
Overflade.
§ 437. Det vilde aabenbart være af den allerstørste Betyd-
ning, om man kunde faa en Stadfæstelse af Kirchhoffs Teori om
Solatmosfærens udvælgende Indsugning af Solkernens Lys, en Stad-
Historisk Fysik. I. 36