Om Arbejderforeninger
Til Oplysning og Vejledning

15 fordre det store Flertals Velvære? og maae vl besvare dette be- kræftende , maae vi antage, at den maa være „til sterst mulig Gavn for det størst mulige Antal Mennesker", faa ere vi fuld- kommen berettigede til at gjore vort Aderste for at arbejde for en saadan Sags almindelige Udbredelse og vinde saa mange som mulig for ben, selv om nogle Faa lide Tab derved. Det fan vistnok ikke nægtes, al Enkelte lide Tab ved Arbeiderfor- eningerne, thi naar disses Udsalg blomstre, maa det, i hvert A a lb for en Tid, gaae Ud over Hskere og Detailhandlere. Vi oprette ikke Arbejderforeninger, fordi vi have den mindste Lyst til at fornærme eller flade Nogen, men fordi vi ere over- beviste om, at vi derved virke for en Sag, der er af yderste Vigtighed for det almindelige Bedste, og at for hver Een, der lider Tab ved disse Foreninger, er der Hundreder, som have Uflatteerligt Gavn af dem, og disse Hundreder henhere til den fattigste Klasse i Samfundet, som mest trænger til at hjælpes. Der gives dog vist ikke Rogen, der vil betvivle vor lige- fremme Ret til at danne saadanne Foreninger til at forsyne os med Fode og Klæder og til at forbedre vor Stilling i okono- misk, social og sædelig Henseende; der gaaer en Associations- aand igjennem vor Tid, vi spore i saa mange Retninger, hvor- ledes Kræfterne flaae sig sammen; er det de mere Velhavende tilladt at forene deres Tllfinder og Hundreder for at anlægge Jernbaner, oprette Dampskibsroitter, etablere Banker, Kredit- foreninger, Assuranceselskaber og andre Aktieselskaber med alle mulige Navne og i alle mulige Diemed — er det flere Rig- mand tilladt at flaae deres store Kapitaler sammen for at fore en fælles Handelsforretning! kan da Nogen ville formene den uformuende Arbeidsklasse at forene deres Firskillinger og Mar- ker for derved at virke sammen til fælles Gavn? Intet kan dog være billigere og retfærdigere end det store Princip, hvorpaa Arbeiderforeningerne hvile; efterat nemlig Kapitalen har faaet den Rente, der tilkommer den, og efterat alle Udgifter ved For- retningen ere dækkede, gaaer det indvUndne Overskud tilbage i Medlemmernes Lomme nsiagtig i samme Forhold, hvori En-