Haandbog i Sundhedspleje
FREMSTILLING AF MENNESKELEGEMETS BYGNING, LIVSVIRKSOMHED OG PLEJE
Forfatter: Arnold Møller
År: 1909
Forlag: BRØDRENE SALMONSEN (J. SALMONSEN)
Sted: KØBENHAVN
Sider: 256
UDK: 613
TIL BRUG VED UNDERVISNINGEN PAA SEMINARIER OG LIGNENDE
VIDEREGAAENDE LÆREANSTALTER, SAMT SOM
HAANDBOG, SÆRLIG FOR LÆRERE
Søgning i bogen
Den bedste måde at søge i bogen er ved at downloade PDF'en og søge i den.
Derved får du fremhævet ordene visuelt direkte på billedet af siden.
Digitaliseret bog
Bogens tekst er maskinlæst, så der kan være en del fejl og mangler.
I i
140
aander en Del Kulsyre; der vil følgelig ret hurtigt blive for lidt
af den første Luftart og for meget af den sidste. Det er derfor
nødvendigt, at Luften i vore Opholdsstuer stadig fornyes ved Tilførsel
af Luft udefra; den gamle, brugte Luft maa skaffes bort, medens
den nye og friske lige saa hurtigt maa føres ind. Det er dette,
man kalder Ventilation.
Luftens Strømninger i et Værelse. Der vil i ethvert Hus,
selv om der intet er foretaget i det Øjemed, finde en saakaldt
naturlig Ventilation Sted. Den beror paa visse, bestemte Strøm-
ningsbevægelser, som altid foregaar i Luften.
Grunden til disse Strømninger ligger i, at varm Luft er
meget lettere end kold. Efterhaanden som da Luften i en Stue
bliver opvarmet (hvilket sker, blot der opholder sig Mennesker i
den) og derved bliver lettere, vil den stige til Vejrs. Og da Byg-
ningsmaterialet i et Hus aldrig er fuldstændig tæt, idet der baade
i Vinduer og Døre findes Sprækker, medens Mursten og Kalk er
porøse, bliver der samtidig gennem alle disse smaa Utætheder
suget ren og frisk Luft ind udefra. Denne Luft er kold og synker
derfor ned mod Gulvet; og først efterhaanden som den opvarmes,
vil den stige til Vejrs. Man faar altsaa den kolde, friske Luft ind
langs Gulvfladen, hvorfra den i en langsom Strøm stiger opefter,
saaledes at den forbrugte (varme) Luft samler sig under Loftet.
Ventilation. Den naturlige Ventilation faar om Vinteren en
stor Støtte i Værelsernes Opvarmning, idet denne bringer Luft-
strømningen til at gaa for sig med større Livlighed; men den kan
dog under ingen Omstændigheder blive tilstrækkelig. Derfor ind-
retter man større Aabninger, Ventiler (Ventilationsaabninger), som
har det særlige Formaal at sørge for Luftfornyelsen. Gennem den
ene af Aabningerne, Indgangsventilen, gaar Luften ind i Stuen;
gennem den anden Aabning, Udgangsventilen, gaar den forbrugte
Luft bort.
Hvad Indgangsventilen angaar, er det klart, at man vilde faa
den kraftigste Luftstrømning, saafremt den blev anbragt nede ved
Gulvet; thi derved vilde man direkte forstærke det Kredsløb, som
i Forvejen findes i Værelsets Luft. Paa den anden Side vilde der
være den store Ulempe forbunden dermed, at der langs Gulv-
fladen maatte komme et stærkt Træk af kold Luft, som vilde gøre
Værelset meget fodkoldt. Derfor anbringer man Indgangsventilen
højt oppe i Værelsets Ydermur, bedst lige under Loftet.