Haandbog i Sundhedspleje
FREMSTILLING AF MENNESKELEGEMETS BYGNING, LIVSVIRKSOMHED OG PLEJE

Forfatter: Arnold Møller

År: 1909

Forlag: BRØDRENE SALMONSEN (J. SALMONSEN)

Sted: KØBENHAVN

Sider: 256

UDK: 613

TIL BRUG VED UNDERVISNINGEN PAA SEMINARIER OG LIGNENDE

VIDEREGAAENDE LÆREANSTALTER, SAMT SOM

HAANDBOG, SÆRLIG FOR LÆRERE

Søgning i bogen

Den bedste måde at søge i bogen er ved at downloade PDF'en og søge i den.

Derved får du fremhævet ordene visuelt direkte på billedet af siden.

Download PDF

Digitaliseret bog

Bogens tekst er maskinlæst, så der kan være en del fejl og mangler.

Side af 264 Forrige Næste
I i 140 aander en Del Kulsyre; der vil følgelig ret hurtigt blive for lidt af den første Luftart og for meget af den sidste. Det er derfor nødvendigt, at Luften i vore Opholdsstuer stadig fornyes ved Tilførsel af Luft udefra; den gamle, brugte Luft maa skaffes bort, medens den nye og friske lige saa hurtigt maa føres ind. Det er dette, man kalder Ventilation. Luftens Strømninger i et Værelse. Der vil i ethvert Hus, selv om der intet er foretaget i det Øjemed, finde en saakaldt naturlig Ventilation Sted. Den beror paa visse, bestemte Strøm- ningsbevægelser, som altid foregaar i Luften. Grunden til disse Strømninger ligger i, at varm Luft er meget lettere end kold. Efterhaanden som da Luften i en Stue bliver opvarmet (hvilket sker, blot der opholder sig Mennesker i den) og derved bliver lettere, vil den stige til Vejrs. Og da Byg- ningsmaterialet i et Hus aldrig er fuldstændig tæt, idet der baade i Vinduer og Døre findes Sprækker, medens Mursten og Kalk er porøse, bliver der samtidig gennem alle disse smaa Utætheder suget ren og frisk Luft ind udefra. Denne Luft er kold og synker derfor ned mod Gulvet; og først efterhaanden som den opvarmes, vil den stige til Vejrs. Man faar altsaa den kolde, friske Luft ind langs Gulvfladen, hvorfra den i en langsom Strøm stiger opefter, saaledes at den forbrugte (varme) Luft samler sig under Loftet. Ventilation. Den naturlige Ventilation faar om Vinteren en stor Støtte i Værelsernes Opvarmning, idet denne bringer Luft- strømningen til at gaa for sig med større Livlighed; men den kan dog under ingen Omstændigheder blive tilstrækkelig. Derfor ind- retter man større Aabninger, Ventiler (Ventilationsaabninger), som har det særlige Formaal at sørge for Luftfornyelsen. Gennem den ene af Aabningerne, Indgangsventilen, gaar Luften ind i Stuen; gennem den anden Aabning, Udgangsventilen, gaar den forbrugte Luft bort. Hvad Indgangsventilen angaar, er det klart, at man vilde faa den kraftigste Luftstrømning, saafremt den blev anbragt nede ved Gulvet; thi derved vilde man direkte forstærke det Kredsløb, som i Forvejen findes i Værelsets Luft. Paa den anden Side vilde der være den store Ulempe forbunden dermed, at der langs Gulv- fladen maatte komme et stærkt Træk af kold Luft, som vilde gøre Værelset meget fodkoldt. Derfor anbringer man Indgangsventilen højt oppe i Værelsets Ydermur, bedst lige under Loftet.