Haandbog i Sundhedspleje
FREMSTILLING AF MENNESKELEGEMETS BYGNING, LIVSVIRKSOMHED OG PLEJE

Forfatter: Arnold Møller

År: 1909

Forlag: BRØDRENE SALMONSEN (J. SALMONSEN)

Sted: KØBENHAVN

Sider: 256

UDK: 613

TIL BRUG VED UNDERVISNINGEN PAA SEMINARIER OG LIGNENDE

VIDEREGAAENDE LÆREANSTALTER, SAMT SOM

HAANDBOG, SÆRLIG FOR LÆRERE

Søgning i bogen

Den bedste måde at søge i bogen er ved at downloade PDF'en og søge i den.

Derved får du fremhævet ordene visuelt direkte på billedet af siden.

Download PDF

Digitaliseret bog

Bogens tekst er maskinlæst, så der kan være en del fejl og mangler.

Side af 264 Forrige Næste
162 Den toppede Overflade, som Hudpapillerne giver den egentlige Hud, udjævnes ikke af Overhuden, men denne hæves til Vejrs af Papillerne. I Haandflader og Fodsaaler, samt paa Fingre og Tæer, hvor Hudpapillerne ligger ordnede i lange, regelmæssige Rækker, bliver der herved paa Hudoverfladen dannet en Tegning af frem- springende Lister med mellemliggende Furer. Denne Tegning er næppe fuldstændig ens hos to Mennesker, og heraf har man be- nyttet sig til ved Fotografier af Fingeraftryk at kendetegne og gen- kende Forbrydere. Hudens Kirtler. Fra Epithelvævet paa Hudens Overflade sænker der sig en Mængde Kirtler ned i Dybden. Man skelner mellem to Slags. 1. Svedkirtlerne. De har Form som uforgrenede Rør, hvis nederste Ende er rullet op i et kugleformet „Nøgle“ (Fig. 109, S). Denne Del er den egentlige Kirtel, hvori Sveden dannes, medens den øvrige Del af Røret tjener som Udførselsgang (Fig. 109, u). Aab- ningen paa Hudens Overflade (Fig. 109, s) kaldes Svedporen. Svedvædsken indeholder en Del af Legemets Affaldsstoffer i opløst Tilstand. Selv naar Huden synes ganske tør, finder der dog en Afsondring af Sved Sted; den fordamper kun lige saa hurtigt, som den naar ud paa Overfladen. Der udskilles i Løbet af et Døgn henimod en Liter Svedvædske. 2. Talgkirtlerne (Fedtkirtlerne). Udførselsgangene fra disse Kirtler (Fig. 109, F) munder altid ud paa Hudoverfladen ved Ned- plantningsstedet for et Haar. De afsondrer en olieagtig Vædske, som holder Hudens Hornlag og Haarene bløde og bøjelige. — I Øregangen findes der Hudkirtler, som udskiller et ganske særligt Stof, Ørevoks. Det er en tyktflydende, olieagtig Substans af gullig Farve, som paa Grund af sin Klæbrighed jævnlig samler sig i Klumper i den snævre Øregang og da kan nedsætte Høre- evnen betydeligt. Ved at gaa med Vatpropper i Ørene bidrager man meget til at ophobe Ørevokset; og da det (undtagen i enkelte Sygdomstilfælde) er ganske unyttigt, bør man ikke gøre det. Hudens Farve. Den forskellige Farve, Huden har hos de enkelte Folkeracer, skyldes en Aflejring af fine Farvekorn (Pig- mentkorn) i Cellerne i Overhudens dybeste Lag. Hos de stærkt farvede Racer (Negrene) findes Farvestoffet i store Mængder og har en dyb, mørk Farve, medens det hos den hvide Race baade er sparsomt til Stede og lysere farvet.