Haandbog i Sundhedspleje
FREMSTILLING AF MENNESKELEGEMETS BYGNING, LIVSVIRKSOMHED OG PLEJE

 223 Aandelig* Træthed. Ligesom i de arbejdende Muskelceller dannes der i de arbejdende Nerveceller en stigende Mængde Affaldsstoffer, særlig Mælkesyre. Ved disses Giftvirkning bliver Cellerne efterhaanden hæmmede i deres Arbejde; og dette mærkes som aandelig Træthed. Saafremt der nu gives dem den fornødne Hvile, vil Produktionen af Affaldsstoffer tage af, og Blodet faar da Tid til at bortskaffe alt, hvad der under Arbejdet var hobet op. Saa snart det er sket, vil Hjernen være lige saa arbejdsdygtig som før. Ligesom det for et Menneske, der er træt af legemligt Ar- bejde, kan være en Hvile at beskæftige sig med Læsning eller anden aandelig Sysselsættelse, fordi det er ganske andre Organer end de trætte Muskler, der da bliver tagne i Brug, saaledes vil ogsaa legemlig Virksomhed kunne være en Hvile for den aandelige Ar- bejder, og særlig naar den kan foregaa i fri Luft. Søvnen. Paa Grund af den uophørlige Delagtighed i alle Legemets Forhold, som Hjernen i vaagen Tilstand nødes ind i, bliver der ikke Tale om nogen absolut Hvile for den før under Søvnen. Saa længe denne varer, er alt Cellearbejde i Legemet — og særlig i Hjernen — nedsat i en betydelig Grad; Dannelsen af Affaldsstoffer er følgelig kun ringe, saa at det bliver muligt for Blodet at skille sig af baade med de nydannede og med alt, hvad der i Dagens Løb bliver hobet op i Vævene. Søvnen er altsaa at opfatte som en daglig, stor Renselse, efter hvilken Legemet vaagner friskt, med fuldt arbejdsdygtige Celler. Varigheden af Søvnen bør som Regel være ca. 8 Timer; dog maa Børn have noget længere Søvn, medens ældre Mennesker kan nøjes med mindre. Aandelig* Overanstrengelse. Saafremt det jævnligt eller til Stadighed sker, at de trætte Nerveceller ikke faar Lejlighed til at hvile sig, vil den stadige Forgiftning, for hvilken de saaledes er udsatte, føre til en varig Svækkelsestilstand. Paa denne Maade er det, at den aandelige Overanstrengelse bliver saa ødelæggende; ganske ligesom den legemlige vil den bevirke en bestandig ringere Arbejdsydelse fra de misbrugte Celler. Man forstaår nu ogsaa, hvorfor mangelfuld Søvn virker saa svækkende, ikke alene paa de legemlige Funktioner, men i en ganske særlig Grad paa de aandelige. Som almindelig Hoved- regel gælder det, at Arbejde, Hvile og Søvn bør være fordelt lige-