Ungdommens Ingeniørbog

96 UNGDOMMENS INGENIØRBOG i Maskinen til at trække flere Vogne, hver lastet med 10 Tons Jærn, med en Gennemsnitsfart af 8 km i Timen. Den store Vægt bevirkede imidlertid, at flere af Vejens Skinner eller Plader knækkede, da de kun var beregnede til at modstaa Trykket fra en Vogn, som kunde trækkes af Heste. Da Om- kostningen ved at nedlægge nye Skinner viste sig at være for store, blev Maskinen fjernet fra Skinnevejen og senere anvendt som Pumpemaskine. Samtidig synes Trevithick at have tabt Interessen for Lokomotiver, thi han tog nu andre Opgaver op. Der skulde gaa mange Aar, inden et nyt Loko- motiv kom frem, men det kan dog ikke nægtes, at det første skylder Trevithick og ikke Stephenson sin Tilblivelse. IV I 1812 blev Lokomotivkraft for første Gang anvendt til kommercielle Formaal, idet Blenkinsop i dette Aar brugte en Maskine til at trække Kulvogne fra Gruberne i Middle- ton til Leeds, en Vejlængde paa 5 å 6 km. Denne Maskine, der kunde trække 30 Vogne med en Gennemsnitsfart af ca. 5 km i Timen, blev inspiceret af mange højtstaaende Per- soner, bl. a. i 1816 af den senere russiske Kejser Nikolai. Den første Vanskelighed, man mente at ville møde ved Udviklingen af Lokomotivet, var mærkelig nok indbildt, idet man tænkte, at Hjulene vilde »smutte« eller glide paa de glatte Skinner, naar større Vægte skulde slæbes. I saa Til- fælde vilde Hjulene ganske vist løbe rundt, men Maskinen og Vognene vilde forblive paa Stedet. Ingen Mennesker har tilsyneladende tænkt paa at anstille praktiske Forsøg, idet alle ansaa den anførte Teori for rigtig, hvorfor der ogsaa blev opfundet forskellige Metoder, hvorved denne Ulempe kunde undgaas. Man vilde bl. a. forsyne saavel Hjul som Skinner med Tænder, og i Blenkinsops Maskine anbragte man et særligt Tandhjul, der var i Indgreb med en Tand- stang ved Siden af Skinnerne (b. Tavle XIV). I 1813 beviste William Hedley ved et praktisk Forsøg, at