Norges Kirker I Det 16de Og 17de Aarhundrede

64 Mod rigere former. — En bergensk overgangsstil. — Kristiania, den nye by. kunne danne et saa fast grundlag for bestemmelse og for studium af denne art. Men det er ikke tvivl om, at vi allerede nu har ret til at tale om en bergensk overgangs kunst hvori er kommet ind Sydtyskernes lyst til træindlæg- ninger, Bremens, Lyneburgs rige figurfremstillinger, Eckern- fördes overordentlig livlige, lidt flade, reliefstil. Eiendomme- lig er, at man ligefrem kan paavise en direkte overføring af Eckernfördes ejendommelige stil til os, idet billedhugger Peter Negelsen fra Eckern- förde vistnok maa være den samme Peter Neelsen som, ifølge Brandt, Mester Hans Gudewerdt i 1627 indskriver som sin svend. Og Hans Gudewerdt den ældres stil med sit mylder af figurer, kartucheartede ornamentik og opbundne blomsterklaser i løvemunde gjenfindes i vore møbler. Mester Peter kan ogsaa ha arbeidet sammen med Hans Gudewerdts endnu berømtere søn som ogsaa hed Hans. Denne mesters interessante og hensyns- løse udvikling munder fuld- stændig ud i en proto- rokoko — en rokoko før rokokoen, og hans stil har nok ogsaa øvet indflydelse hos os, dog ikke saa ud- præget som i Danmark, hvor der ikke alene findes en række arbeider af ham, men en hel skole er bun- det til hans stil. Ogsaa den rige udvik- ling som den danske kunst i denne tid gjennemgik og som Chr. A. Jensen saa instruktivt har lagt Fig. 135. Vaage kirkes prækestol. frem, kan selvfølgelig ha paavirket, dog ikke i den grad som man paa grund af de historiske forudsætninger skulde være tilbøielig til at anta. 1 Söffren Oissen har vi en billedhugger fra Fyn. Høirenaissancens fynske stil kjendes med den flittige brug af rifflede søiler, pilastre, udtungede eller tandede bueslag, forkjærlighed for akantus- lignende bladverk, vaser med nellikbuketter o. 1. Dette møder en dog ikke noget sted i det bergenske kirkein- ventar. Mester Söffren maa saaledes ha arbeidet sig ind i den lidt uensartede bergenssmag og glemt sine lokale eiendommeligheder. Derimod vil man hos en mester An- ders Sørensen fra Odense som optræder noget senere end Söffren Oissen gjenfinde nogle tykke englehoveder i orna- mentik, som ogsaa gaar igjen i det bergenske kirkeinven- tar og som muligens kan gaa tilbage paa samme kilde. Vestlandsstilen fremstaar som nævnt af uensartede kil- der, som lidt efter lidt arbeider sig sammen. I det brændte Borgundinventar mener jeg en saadan sammenarbeiden er skeet og der danner sig lidt efter lidt en virkelig skole. De forskjelligartede indsatser trænges tilbage og man faar en ensartet pompøs Vestlandsbarok. Naar saa en skotte som billedhugger Andrew Smith, som vi senere skal be- handle, kommer over saa gaar han naturlig ind i stilen og bearbeider den videre. Thi er forudsæt- ningerne for Borgundsar- beiderne endnu ikke helt klare, saa er der ikke tvivl om at disse arbeider har vir- ket skoledannende. Rundt om i Vestlandets kirker ser man senere arbeider, hvis forbindelse med Bor- gund er utvilsom. Medens Stordmesteren rager op som en bestemt markeret skikkelse, som egentlig ikke fik efterfølgere saa har vi her det samlings- arbeide, hvor flere træ- skjærere mødtes og der hvor mange mødes, danner sig selvsagt lettest skole. I Bergen opførtes paa erkebiskopgaardens og paa det i 1338 omtalte Cle- menskapels grund i 1622 en stenkirke, den saakaldte Ny- kirke. Den brændte aaret efter og opførtes igjen. Den synes at ha havt en eiendomlig plan, som den endnu har beholdt idet koret blev flyttef ud i taarnet. Dens taarn var vakkert, ansaaes „for det smukkeste i staden og var efter nette symetriske og arkitekturiske regler opført“. En afbildning som kjendes gir ikke noget billede heraf. Hvis tegningen er korrekt har taarnet været dominerende, men det omtalte rigt forsirede spir ser man lidet til. Efter tegningen synes kirken at ha været treskibet.