Beretning om det sjette danske Industri-Møde I Kjøbenhavn
Fra den 1ste til den 4de Avgust 1892

io8 Da denne Sag sidst var for i Rigsdagen, blev det ogsaa særlig i Landsthinget pointeret, at der maatte udkræves saa- danne Regler, som vare i Stand til at garantere en betryg- gende Vurdering. Taleren troede imidlertid, at det var en fuldstændig Misforstaaelse. Der existerede ikke og kunde overhovedet ikke existere Regler, der garanterede en betryg- gende Vurdering; thi om en Vurdering var betryggende eller ej, vilde altid til syvende og sidst bero paa, hvem der havde foretaget den — man kunde saa skrive saa mange Reg- ler, man vilde. Hvis man tog det Tilfælde, hvor det efter Alles Mening var lettest at vurdere, nemlig naar det var en kjøbenhavnsk Ejendom, saa kom det dog til syvende og sidst an paa, hvilken Leje, Vurderingsmændene skjønnede, at den Ejendom kunde give; skjønnede de, at Lejen kunde blive 5000 Kr. højere, vilde Vurderingen blive meget højere, end hvis de satte den 5000 Kr. lavere — og det var jo en Skjønssag, hvad en Ejendom kunde give i Leje. Paa samme Maade gik det med Landejendomme; der kom det til syvende og sidst an paa, om Vurderingsmændene skjønnede, at den kunde give 15 eller 12 Fold. Hvis man regnede 15 Fold, vilde Ejendommen blive vurderet meget højere, end hvis man reg- nede 12. Det afgjørende Moment ved enhver Vurdering var altid et Skjøn, og det beroede ikke paa, hvilket Reglement eller Instrux, man skrev. Det, det kom an paa, var at finde Mænd, som med Sagkundskab og Omhyggelighed vilde foretage Vurderingen. Det var ogsaa Meningen ved denne Kreditforening, at man vilde sikre sig Mænd med Sag- kundskab og Samvittighedsfuldhed. Men det, som Talerens foregaaende Foredrag sigtede paa, var dette: havde man skjønnet fejl, havde man givet for stort Laan i en enkelt Ejendom, eller gik overhovedet en Ejendom, i hvilken man havde laant, ned i Værdi, saa at Kreditforeningen led Tab, var det netop det, Taleren havde søgt at bevise, at der- for behøvede man ikke at blive bange. Thi saaledes som Kreditforeningen var organiseret, kunde den taale saa store Tab, at der skulde mere end Letsindighed til at bevirke, at Kreditforeningen blev usolid og uvederhæftig. Der kunde opstaa Vanskeligheder ved Vurderingen og derved, at en