Beretning om det sjette danske Industri-Møde I Kjøbenhavn
Fra den 1ste til den 4de Avgust 1892

111 kunde aldrig give mere end en Ramme; indenfor den maatte saa en eller flere Personer virke, og naar de virkede paa daarlig Vis, gik det galt, virkede de paa ged Vis, var der Betryggelse i det. Taleren skulde sidst af alt nægte, at der- ved en saadan industriel Kreditforening var en Række af Momenter ud over selve Realsikkerheden at tage i Betragt- ning. Han havde netop med Styrke gjort opmærksom paa, hvorledes den Art af Forretninger, der her var Tale om, lige- som dannede en Mellemklasse, ligesom frembød en blandet Sikkerhed, og han havde gjort opmærksom paa det betyd- ningsfulde Moment, at den Mand, der leder det, er dygtig osv. Netop derfor maatte der en særlig Organisationsform, netop derfor var det, at denne Kreditforening baade paa det ene og det andet Punkt skulde have en særlig Organisations- form. Forøvrigt kunde Taleren særdeles vel tænke sig, at man blev nødsaget til at lade Vurderingen foregaa ved en Kombination af en lokal Mand og en rejsende Komite. Ved en saadan Vurdering var der saavel et almindeligt Hensyn at tage af rent teknisk og økonomisk Natur, hvortil man først og fremmest maatte have en Mand med over- legen Dygtighed, som var vant til overhovedet at beskjæftige sig med industrielle Ejendomme og vidste, hvad saadanne vare værd. Men paa den anden Side vilde der altid i de enkelte Landsdele endnu være særlige Hensyn at tage, særlige lokale Forhold, som den ude fra kommende mulig vilde overse og ikke vurdere tilstrækkeligt, og derfor vilde det rette vistnok være at kombinere en saadan Vurderingskom- mission ved at tage baade en lokal og en almindelig Tillids- mand. Men i hvert Fald var det ganske vist, at Hr. Gesner havde fuldstændig Ret i, at Vurderingen var af den største Betydning, og at det. var en Hovedopgave for en saadan fremtidig Kreditforening at sørge for, at Vurderingen fore- toges fuldtud forsvarligt. Men dette var lige saa fuldt et Spørgsmaal om Kreditforeningens forsvarlige Administration som et Spørgsmaal om dens Organisation. Der var med andre Ord Noget, som ikke paa Forhaand kunde rammes gjennem bestemte Regler, men som var afhængigt af, paa hvilken Maade og af hvilke Personer Sagen førtes ud i Livet. Det