Beretning om det sjette danske Industri-Møde I Kjøbenhavn
Fra den 1ste til den 4de Avgust 1892

ning overfor Tyskland, der ikke havde samme Lov som den, der tilsigtes for Danmark, og derfor kunde indføre un- der fremmede Varebetegnelser. Taleren skulde ikke angive, hvorledes saadanne Næringsretter kunde indrettes, men han mente, at der burde gjøres Noget i den Retning. Fabrikant Har. Bing takkede Hr. Schmalfeld for den Til- slutning, han faktisk havde givet de Tanker, han havde frem- sat, idet han jo havde været enig med ham i, at der enten maatte oprettes særegne Næringsretter eller maatte gives Sø- og Handelsretten i Kjøbenhavn en Udvidelse. Naar han talte om, at man paa mange Punkter kunde sige med Stolt- hed, at den danske Industri ikke behøvede at klæde sig i fremmed Klædebon, var Taleren fuldstændig enig med ham deri. Det undrede ham blot, at denne ’Stolthedsfølelse ikke var vaagnet før, men det laa vel i, at man havde en Lyst til at kjøbe, hvad man havde kjøbt i en to tre Generationer, og denne ret taabelige Fordom maatte man se at komme bort fra. Taleren mente ligesom Hr. Schmalfeld, at man maatte sørge for at faa tilstrækkelige Kauteler ved Told- grænsen. Han var ganske enig med Hr. Schmalfeld og Hr. Neiiendam om, at det vilde være det smukkeste og bedste for vort Næringsliv, om man tonede rent Flag, og han var ikke i Tvivl om, at hvis vi vare en lille hyggelig Familie, som fra den Dag, denne Lov udkom, kjøbte alle Varer under egne Navne, saa vilde Kjøbmænd og Fabrikanter være lige stolte af at føre danske Mærker. Men da det var saa, at en meget stor Del af vort Forbrug kom fra Udlandet, kunde det ikke nytte at se bort fra den Omstændighed og af rent ethiske Bevæggrunde sige: lad os blot sætte danske Mærker, saa vil enhver Kjøber foretrække dem. Den Bevægelse: »Kjøb dansk Arbejde« — den være nu rigtig eller ej • — tydede paa, at der var en Tilbøjelighed til at kjøbe fremmed Ar- bejde, og naar denne Tilbøjelighed tillige stimuleredes ved, at disse Varer fremtraadte med de gamle Mærker, som tydede paa Tilvirkningssteder, som man nu engang ansaa det for rigtigt at tage den Slags Varer fra, saa laa der i den nuværende Affattelse af Loven en Fare, som man i Tide maatte være