Beretning om det sjette danske Industri-Møde I Kjøbenhavn
Fra den 1ste til den 4de Avgust 1892

i82 ning som Folk, der solgte Varer for Andet end det, de vare. Ingen Industri eller Handel kan bære varigt Fremskridt i sig eller kan skabe Fordele for sine Medlemmer, om den ej kan staa fri for al Forfalskning. Lad saa den eller dem, der fore- tage den, kalde det for Forbedring eller stedlig Behandling. Det er det, Loven stiler imod, og som jeg er overbevist om, at enhver dygtig og retsindig Mand maa være glad ved og gjøie Sit til, at det kan blive Tilfældet — »igjennem Lovforslaget«.. Fabrikant Schmalfeld (Aarhus) troede, at Industrien som Helhed kunde være tilfreds med det foreliggende Lovforslag, naar Stigen var vel forberedt og ikke kom voldsomt og hur- tigt, men blev drøftet og diskuteret, saaledes at de Industri- drivende bleve satte ind i Sagen, og naar Tidspunktet for Lovens Ikrafttræden blev udsat nogle Aar, saa vilde den danske Industri staa sig ved det. Det var bedst at tone rent Flag, og for Forbrugerne vilde det efterhaanden gaa op, at det danske Fabrikat fuldtud vilde kunne hævde sin Plads ved Siden af det udenlandske. Men det var klart, at For- brugerne ikke kunde faa en rigtig Idee om det danske Pro- dukt, naar en Del af det gik under falske Betegnelser. Publi- kum skulde opdrages til at vide, at det danske Fabrikat var et godt Fabrikat, der kunde staa fuldstændigt ved Siden af det udenlandske, men Overgangsperioden maatte tages saa forsigtigt som muligt. Dernæst vilde Taleren i Tilslutning til Fabrikant Bing sige, at naar Loven kom ud, vilde det blive nødvendigt, at der oprettes Næringsretter, thi det var ikke sikkert, at de Folk, der skulde bedømme de urigtige Varebetegnelser, der fremkom, nemlig Politiet, havde den fornødne Sagkundskab. I Kjøbenhavn kunde Sø- og Handelssretten udvides til ogsaa at omfatte Næringssager, men i Provinserne havde man ingen Sø- og Handelsret, dér var man henvist til de almindelige Underretter, som i Byerne bestod af Politimesteren og paa Landet af Herredsfogden og Birkedommeren, og de Folk havde et saa stort Arbejde i deres Virksomhed, at man ikke kunde forlange, at de skulde gjøre noget for at skaffe sig tilstrækkelig Sagkundskab til at bedømme disse 1 ing. At man havde en saadan sagkyndig Kontrol havde f. Ex. stor Betyd-