Beretning om det sjette danske Industri-Møde I Kjøbenhavn
Fra den 1ste til den 4de Avgust 1892

i88 og saaede Misfornøjelse og Had mellem Arbejdsgiver og Ar- bejder. Paa den Vej, hvorpaa man var slaaet ind, havde den store Frihed allerede løsnet Baandene stærkt og havde rokket meget ved den store Tillid, som før havde været mellem Mester og Arbejder. Saa kom altsaa Socialdemokratiet, og den ene Del deraf — jeg skælner nemlig gjerne mellem den idealistiske Socialisme og den , der kun søger at slaa Mønt for sig selv — skabte Misundelse og Had mellem Ar- bejder og Arbejdsgiver. Saa kom, ikke just samtidig, men efterhaanden, paa Grund af denne samme Frihedsfølelse, Toldspørgsmaalet op. Man vilde ligeledes den Gang have al Told ophævet; der kom en Luftning af Frihandel, af Frihed paa alle Punkter. Det rettede sig imidlertid efterhaanden, saaledes at man nu i vor Tid, navnlig uden om os, er gaaet den modsatte Vej og er kommet stærkt ind paa Beskyttelses- systemer. Vore Naboer og de Steder, hvor vi have en i det mindste temmelig betydelig Omsætning, og hvor det viste sig, at Haandværket og Industrien kunde afsætte deres Varer, bleve fuldstændigt lukkede for os, idet de forhøjede Tolden en 3—4 Gange og al Indførsel saaledes blev fuld- stændig umulig. Samtidig bleve vore Toldsatser staaende, saaledes at der blev aabnet de Fremmede Adgang til at bringe deres Varer ind paa vort Gebet. Disse Faktorer tilsammen, den ene med den anden, have jo bragt Haandværket og In- dustrien i den vanskelige Stilling, de for Tiden indtage. Naar man saa vilde sige: men er der da ikke Noget, vi kunne gjøre for at komme ud af denne vanskelige Stilling, saa vil jeg sige: jo, det tror jeg nok, der er, og her maa vi Mestere og Arbejdsgivere først og fremmest rette vort Blik paa os selv og se, om vi ogsaa i Øjebliket ere, som vi bør være. Vi ere ikke flittige nok, vi ere ikke paafærde, som vi burde, og som Mesteren var det i gamle Dage, da han selv var Førstemand paa Værkstedet. Den Gang kjendte han sine Folk og deres Ævner ud og ind, han vedligeholdt Tilliden mellem sig og sine Folk, og han vurderede stadig den Mand, som kunde gjøre det smukke Arbejde, ligesom Svenden vur- derede den Mand, som kunde sige, hvorledes Arbejdet skulde være. Det er den Maade, paa hvilket Livet den Gang førtes