Beretning om det sjette danske Industri-Møde I Kjøbenhavn
Fra den 1ste til den 4de Avgust 1892

i3 kunne sige Noget, som er værd at lytte til, vil det ogsaa finde Øre. Naar jeg taler om, hvad der er sket siden sidste Møde, kan jeg ikke forbigaa de sørgelige Begivenheder, som lige til den sidste Tid have spillet en stor Rolle i det industrielle Liv, de ulykkelige Arbejdsstansninger, hvorunder vi i den forløbne Tid have lidt saa meget (Hør!). Her er ikke Stedet til at sige, hvor Skylden er, og hvor Fejlen ligger, men saa meget tør jeg sige derom, at efter min Erfaring, og jeg har haft Lejlighed til at se Forholdene paa nært Hold, har ingen af disse Stansninger bragt Lykke til nogen Side, men alle have de kun gjort Skade. Jeg vil ønske og haabe, at det maa lykkes ved forstandig Sammenslutning af alle paagjæl- dende Kræfter at skabe Tilstande, hvor saadanne Ulykker kunne undgaas i vort Land. Skulde jeg efter disse Antydninger vælge et Vaaben- nicLike foi den danske Industri, Scia. vilde jeg som Digteren siger, en flyvende Svane og en Ørn og skrive som Indskrift: Fremad og opad! Naar jeg siger fremad, saa tæn- ker jeg paa Ønsket om, at enhver dansk Industridrivende in Ad kunne føle Kraft til at arbejde med Dygtighed i sit Kald, og naar jeg siger opad, tænker jeg paa, at over den Enkeltes Flid og Interesse ligger noget Højere. Opad ligger først Skjønhedens Rige, som stiller store Krav til Under- saatterne, men som ogsaa gjør den lykkelig, der forstaar at opfylde Fordringerne, og opad ligger dernæst det andet Rige, blandt hvis Læresætninger vi blandt andre finde den, Aibejdeien ti sin Løn væld, men tillige denne: I Tjenere skulle væie Edeis Heire underdanige! Dette skulde efter min Mening være Indskriften paa den danske Industris Fane, og med det Ønske, at den danske Industri vil hylde denne Indskrift, aabner jeg dette Møde. Saadanne Møder, store som smaa, kunne have en forskjellig Skjæbne. Nogle kunne vække pinlig Fortrædelighed og blive uden Resultat, men gjennem andre kan der gaa en lykkelig Stemning, og hvad der paa saadanne Møder drøftes finder Velvillie, og hvad der udrettes bliver betydeligt. Lad os haabe, at vort Møde maa faa dette Præg, lad os sige til hinanden: gid de Dage, som