Beretning om det sjette danske Industri-Møde I Kjøbenhavn
Fra den 1ste til den 4de Avgust 1892

284 sikre sig, saa at Spørgsmaalet mulig staar saaledes, at Be- tydningen af Loven vilde komme til at bero paa, hvem der erden stærkeste Part, Arbejdsgiverne eller Arbejderne. Heller ikke kan man undlade at fæste Opmærksomheden paa, at den Betragtning maaské kunde have Berettigelse, at det Arbejde, der udførtes i de 8 Dage efter Opsigelsen, maaske ikke altid vilde svare til de berettigede Fordringer, som Arbejdsgiverne kunde stille, selv om det som Regel vilde blive udført loyalt. Sikkert er det, at man i Almindelighed, naar man dog skal skilles, ønsker, at det maa ske saa hurtigt som muligt. Imidlertid er det i alt Fald interessant, at man paa dette Omraade i Mod- sætning til det øvrige Kontraktsomraade har tænkt paa at gjøre Brud til en offentlig Retskrænkelse og gjøre det til Gjenstand for Straf, give det en strafværdig Karakter. I Tyskland er imidlertid den af Regeringen foreslaaede Lovbestemmelse ikke bleven antagen af Rigsdagen i den Lov, som traadte i Kraft i 1891, men Rigsdagen har dog for saa vidt i Loven taget Hensyn til Arbejdsgiverne, som der i en særlig Paragraf blev truffet den Bestemmelse, at naar en af Parterne, Arbejdsgiver eller Arbejder, klager over Kontraktsbrud og gjør et Skadeserstat- ningskrav gjældende, skal han være fritaget for at bevise, at han overhovedet har lidt Skade, men kun bevise, at Kon- traktsbrudet har fundet Sted, fejr at der skal kunne tilkjendes ham en Erstatning, hvilken imidlertid saa er begrænset til 1 Dags Dagløn for hver Dag, Kontraktsbrudet har bestaaet. Ved at give Afkald paa virkelig Skadeserstatning faar Klageren altsaa en mindre Gcdtgjørelse og fritages for at føre Bevis for, at han har lidt Skade, men hvis han betræder denne Vej, kan han ikke søge egentlig Skadeserstatning, hvad der ellers fremdeles naturligvis staar ham aabent at søge. Naar vi fra disse Bemærkninger, som angaa et mulig forandret Grundlag for den principielle Betragtning af Kon- traktsbrud, vende os til det Grundlag, hvorpaa vi for Tiden bevæge os, og tænke os, at vi blive staaende paa dette Grundlag, vil Spørgsmaalet blive dette: Kunne vi ikke paa dette Grundlag have Haab om ad Reformernes Vej at komme til et Resultat, der paa samme Tid kunde borttage nogle af de Ulemper, der hefte ved den nuværende Ordning saavel for