Beretning om det sjette danske Industri-Møde I Kjøbenhavn
Fra den 1ste til den 4de Avgust 1892
Forfatter: C. Nyrop
År: 1892
Forlag: Hos Universitetsboghandel G.E.C Gad
Sted: Kjøbenhavn
Sider: 414
UDK: 338(489)(06) dan
Søgning i bogen
Den bedste måde at søge i bogen er ved at downloade PDF'en og søge i den.
Derved får du fremhævet ordene visuelt direkte på billedet af siden.
Digitaliseret bog
Bogens tekst er maskinlæst, så der kan være en del fejl og mangler.
288
Arbejderlovgivning, som har den Ejendommelighed, at man
ikke har sarlige Enighedskamre for Arbejdersager, som man har
det andensteds og som vi have faaet det her sporadisk ifølge
privat Initiativ, nemlig -hvor Organisationen af Arbejdere og
Arbejdsgivere har været saa udviklet, at de have kunnet
bringes tilveje. I Tyskland er man gaaet frem paa den
Maade, at man har aabnet Adgang til, at Arbejdsdomstolene
kunne konstituere sig paa Foranledning af begge Parter som
Enigheds- og Forligskamre, og Loven foreskriver da den Frem-
gangsmaade, der i saa Tilfælde skal benyttes. Der skal da
tilkaldes et dobbelt saa stort Antal Bisiddere af Arbejdere og
Arbejdsgivere, som det, der er fornødent, for at dømme i Sager,
der angaa en bestaaende Kontrakt, og Formanden har Ret til
desuden at tilkalde saa mange Tillidsmænd af Arbejdere og
Arbejdsgivere, som han finder fornødent, for at tilvejebringe
den rette Sagkundskab paa det Omraade, der er under Drøftelse.
Dernæst ere begge Parter ogsaa berettigede til at fordre tilkaldt
Tillidsmænd og endogsaa at udpege Mænd, som Formanden
skal tilkalde, for saa vidt han ikke har tilkaldt dem af effen
O
Drift. Endvidere er det bestemt, at der ikke kan blive Tale
om Behandling af en individuel Strid mellem en Arbejder eller
et mindre Antal Arbejdere og deres Arbejdsgiver, men der
skal være Tale om et betydeligt Antal, om en Massearbejds-
nedlæggelse, en Strike overfor en eller flere Arbejdsgivere;
kun med saadanne Sager have Enighedskamrene at beskæf-
tige sig. De interesserede Parter vælge da hver en Repræsen-
tation, og man har ment, at den Legitimation, Arbejds-
repræsentanterne skulle præstere som virkelige Befuldmæg-
tigede, bør gjøres saa overkommelig som muligt, saa at der
ikke fordres nogen egentlig Fuldmagt, men at det, at de ére
valgte af en Forsamling, hvor Sagen blev drøftet, og at
dette er blevet bekjendt for Offentligheden, bør regnes som
tilstrækkelig Legitimation, naar Modparten netop ikke gjør
Indsigelse; for Arbejdsgiverne vil det være lettere at godt-
gjøre, at de ere befuldmægtigede til at repræsentere. Begge
Parter skulle saa afgive Beretning til Enighedskamret, der
kan udspørge dem eller lade dem udspørge gjennem Forman-
den, indtil Sagen er saa oplyst, at der kan være Talp om