Beretning om det sjette danske Industri-Møde I Kjøbenhavn
Fra den 1ste til den 4de Avgust 1892

Forfatter: C. Nyrop

År: 1892

Forlag: Hos Universitetsboghandel G.E.C Gad

Sted: Kjøbenhavn

Sider: 414

UDK: 338(489)(06) dan

Søgning i bogen

Den bedste måde at søge i bogen er ved at downloade PDF'en og søge i den.

Derved får du fremhævet ordene visuelt direkte på billedet af siden.

Download PDF

Digitaliseret bog

Bogens tekst er maskinlæst, så der kan være en del fejl og mangler.

Side af 434 Forrige Næste
 288 Arbejderlovgivning, som har den Ejendommelighed, at man ikke har sarlige Enighedskamre for Arbejdersager, som man har det andensteds og som vi have faaet det her sporadisk ifølge privat Initiativ, nemlig -hvor Organisationen af Arbejdere og Arbejdsgivere har været saa udviklet, at de have kunnet bringes tilveje. I Tyskland er man gaaet frem paa den Maade, at man har aabnet Adgang til, at Arbejdsdomstolene kunne konstituere sig paa Foranledning af begge Parter som Enigheds- og Forligskamre, og Loven foreskriver da den Frem- gangsmaade, der i saa Tilfælde skal benyttes. Der skal da tilkaldes et dobbelt saa stort Antal Bisiddere af Arbejdere og Arbejdsgivere, som det, der er fornødent, for at dømme i Sager, der angaa en bestaaende Kontrakt, og Formanden har Ret til desuden at tilkalde saa mange Tillidsmænd af Arbejdere og Arbejdsgivere, som han finder fornødent, for at tilvejebringe den rette Sagkundskab paa det Omraade, der er under Drøftelse. Dernæst ere begge Parter ogsaa berettigede til at fordre tilkaldt Tillidsmænd og endogsaa at udpege Mænd, som Formanden skal tilkalde, for saa vidt han ikke har tilkaldt dem af effen O Drift. Endvidere er det bestemt, at der ikke kan blive Tale om Behandling af en individuel Strid mellem en Arbejder eller et mindre Antal Arbejdere og deres Arbejdsgiver, men der skal være Tale om et betydeligt Antal, om en Massearbejds- nedlæggelse, en Strike overfor en eller flere Arbejdsgivere; kun med saadanne Sager have Enighedskamrene at beskæf- tige sig. De interesserede Parter vælge da hver en Repræsen- tation, og man har ment, at den Legitimation, Arbejds- repræsentanterne skulle præstere som virkelige Befuldmæg- tigede, bør gjøres saa overkommelig som muligt, saa at der ikke fordres nogen egentlig Fuldmagt, men at det, at de ére valgte af en Forsamling, hvor Sagen blev drøftet, og at dette er blevet bekjendt for Offentligheden, bør regnes som tilstrækkelig Legitimation, naar Modparten netop ikke gjør Indsigelse; for Arbejdsgiverne vil det være lettere at godt- gjøre, at de ere befuldmægtigede til at repræsentere. Begge Parter skulle saa afgive Beretning til Enighedskamret, der kan udspørge dem eller lade dem udspørge gjennem Forman- den, indtil Sagen er saa oplyst, at der kan være Talp om