Beretning om det sjette danske Industri-Møde I Kjøbenhavn
Fra den 1ste til den 4de Avgust 1892

325 berettigede, og det ikke alene i Kjøbstæderne, men ogsaa i disses nærmeste Omegn, der knyttedes til Kjøbstæderne som deres Opland, og i hvilket ingen Haandværker maatte bo. Kun visse grovere Haandværksbrug bleve i det Hele tilladte paa Landet. Der skabtes herved, hvad der var et Fremskridt overfor tidligere Tiders store periodiske Markeder mange, om det saa maa siges, stadige Markeder med en Række Haandvær- kere som faste Leverandører, men disse Markeder begrænsedes hvert for sig til vedkommende By og Omegn, de vare ude- lukkende stedlige og kunde derfor kun modtage den For- syning, som der absolut var Brug for. En Overproduktion var uden nogensomhelst Værdi, og den kunde derfor ikke tillades. I Forebyggelsen af en saadan kom Samfundet og Haandværkerne naturligt til at arbejde Haand i Haand. Medlemmerne i de gamle Gilder vare »Brødre«, og Medlemmerne i de forskjellige Lav, der væsentlig vare en Fortsættelse af de nævnte Gilder, vedbleve at være det. Det var en Pligt for dem at komme hinanden til Hjælp, saaledes som det kan ses af en Række Bestemmelser i dem. Det falder derfor naturligt at træffe f. Ex. følgende Paabud i Smedenes Skraaer fra baade Slagelse (1469), Roskilde (1491) og Odense (1496): Den af dem, der har kjøbt et større Kvantum Staal eller Kul, skal dermed komme sine trængende Medbrødre til Hjælp. Den mindre vel stillede skal støttes af sine bedre stillede Fæller, og det baade direkte og indi- rekte. Ingen Flensborg-Skomager maa (1437) forud forringe sig Huder af Slagterne, »da den Fattige skal kunne kjøbe saa. vel som den Rige«. Dette er dog mere end indbyrdes Hjælpsomhed. Det gjælder Gjennemførelsen af en vis Lige- stillethed, saaledes som det ses, naar det paabydes, at ingen Lavsbroder maa have over et vist (ringe) Antal Svende, at den ene Flensborg-Bager (1452) ikke maa sælge mere Brød for en Skilling end den anden, og at ingen Slagelse-Bager (1471) maa bage udenfor de almindeligt fastsatte Bagetider »sine Medbrødre Skade dermed at gjøre«. Det er saare karakteristisk, at den Mester, der har det højeste Antal af de tilladte faa Svende, er pligtig til at afgive den ene af dem til den svendeløse Mester, som maatte forlange det.