Beretning om det sjette danske Industri-Møde I Kjøbenhavn
Fra den 1ste til den 4de Avgust 1892
Forfatter: C. Nyrop
År: 1892
Forlag: Hos Universitetsboghandel G.E.C Gad
Sted: Kjøbenhavn
Sider: 414
UDK: 338(489)(06) dan
Søgning i bogen
Den bedste måde at søge i bogen er ved at downloade PDF'en og søge i den.
Derved får du fremhævet ordene visuelt direkte på billedet af siden.
Digitaliseret bog
Bogens tekst er maskinlæst, så der kan være en del fejl og mangler.
326
Det er Lavsmedlemmernes indbyrdes Konkurrence, gjen-
nem hvilken der til Fordel for en sindig og begrænset Pro-
duktion søges rammet en Pæl. Den ene Haandværker maa
ikke drage den andens Kunder til sig, hedder det i flere
Skraaer. Maalet er et for samtlige Mestere sikret Erhverv,
hvor Enhver bliver ved sit, i Udstrækning kun ringe Arbejde,
hvis Udbytte han, som ovenfor nævnt, ikke maa forøge ved
anden Beskjæftigelse, Handel eller Lign. Flensborgs Pelsnere
maa (1437) kun sælge de af dem selv forarbejdede Pelse; de
maa ikke udenfor Byen kjøbe saadanne for igjen at sælge
dem indenfor Byens Grænser. Haandværket skal og maa al-
tid blive Haandværk, grundlagt udelukkende ved Arbejde og
uden væsentlig Udsigt til at erhverve Kapital. Det var Tidens
Tendens, der sikkert kraftigt raadede hos Borgemestere og
Raad, thi jo mindre Forbindelse Haandværkerne og de af
dem sammensatte Lav havde med Kapitalen, des lettere var
det Øvrigheden at »beskikke« og »regere« dem. Forbudet
om, at ingen Haandværker maatte blive Borgemester eller
Raadmand, saa længe han drev sit Haandværk, har for dem
været den selvfølgeligste Ting af Verden.
Men er det saaledes givet, at Haandværkernes Energi
ikke frit kunde udfolde sig i Henseende til at udvikle deres
Bedrift, er det naturligt, at de alligevel, paa anden Maade,
søgte at bringe det mest mulige ud af deres Stilling. Og
det skete da derved, at de søgte at hindre en altfor fri Ad-
gang til Lavene. De maatte ønske saa faa »Brødre«, d. v. s.
saa faa Konkurrenter som muligt, og her have de faaet
deres Vilje med Borgemesteres og Raads mere eller mindre
aabenbare Samtykke.
Hvad der i saa Henseende kunde gjøres, er aabenbart
begyndt tidligt. I alt Fald finde vi, at baade Dronning Mar-
grete, Erik af Pommern og Kristoffer af Bayern have givet
Bestemmelser, der synes rettede mod saadanne Bestræbelser
som de her antydede. Den, der vil »vinde« et Lav, skal i
»Igang« give et vist ringe Beløb »og ej mere«. Men disse
Bestemmelser synes at have været ren Theori, Praxis var
væsentlig anderledes. Det var Lavene, der her satte deres
Vilje igjennem.