Beretning om det sjette danske Industri-Møde I Kjøbenhavn
Fra den 1ste til den 4de Avgust 1892

Forfatter: C. Nyrop

År: 1892

Forlag: Hos Universitetsboghandel G.E.C Gad

Sted: Kjøbenhavn

Sider: 414

UDK: 338(489)(06) dan

Søgning i bogen

Den bedste måde at søge i bogen er ved at downloade PDF'en og søge i den.

Derved får du fremhævet ordene visuelt direkte på billedet af siden.

Download PDF

Digitaliseret bog

Bogens tekst er maskinlæst, så der kan være en del fejl og mangler.

Side af 434 Forrige Næste
326 Det er Lavsmedlemmernes indbyrdes Konkurrence, gjen- nem hvilken der til Fordel for en sindig og begrænset Pro- duktion søges rammet en Pæl. Den ene Haandværker maa ikke drage den andens Kunder til sig, hedder det i flere Skraaer. Maalet er et for samtlige Mestere sikret Erhverv, hvor Enhver bliver ved sit, i Udstrækning kun ringe Arbejde, hvis Udbytte han, som ovenfor nævnt, ikke maa forøge ved anden Beskjæftigelse, Handel eller Lign. Flensborgs Pelsnere maa (1437) kun sælge de af dem selv forarbejdede Pelse; de maa ikke udenfor Byen kjøbe saadanne for igjen at sælge dem indenfor Byens Grænser. Haandværket skal og maa al- tid blive Haandværk, grundlagt udelukkende ved Arbejde og uden væsentlig Udsigt til at erhverve Kapital. Det var Tidens Tendens, der sikkert kraftigt raadede hos Borgemestere og Raad, thi jo mindre Forbindelse Haandværkerne og de af dem sammensatte Lav havde med Kapitalen, des lettere var det Øvrigheden at »beskikke« og »regere« dem. Forbudet om, at ingen Haandværker maatte blive Borgemester eller Raadmand, saa længe han drev sit Haandværk, har for dem været den selvfølgeligste Ting af Verden. Men er det saaledes givet, at Haandværkernes Energi ikke frit kunde udfolde sig i Henseende til at udvikle deres Bedrift, er det naturligt, at de alligevel, paa anden Maade, søgte at bringe det mest mulige ud af deres Stilling. Og det skete da derved, at de søgte at hindre en altfor fri Ad- gang til Lavene. De maatte ønske saa faa »Brødre«, d. v. s. saa faa Konkurrenter som muligt, og her have de faaet deres Vilje med Borgemesteres og Raads mere eller mindre aabenbare Samtykke. Hvad der i saa Henseende kunde gjøres, er aabenbart begyndt tidligt. I alt Fald finde vi, at baade Dronning Mar- grete, Erik af Pommern og Kristoffer af Bayern have givet Bestemmelser, der synes rettede mod saadanne Bestræbelser som de her antydede. Den, der vil »vinde« et Lav, skal i »Igang« give et vist ringe Beløb »og ej mere«. Men disse Bestemmelser synes at have været ren Theori, Praxis var væsentlig anderledes. Det var Lavene, der her satte deres Vilje igjennem.