Beretning om det sjette danske Industri-Møde I Kjøbenhavn
Fra den 1ste til den 4de Avgust 1892
Forfatter: C. Nyrop
År: 1892
Forlag: Hos Universitetsboghandel G.E.C Gad
Sted: Kjøbenhavn
Sider: 414
UDK: 338(489)(06) dan
Søgning i bogen
Den bedste måde at søge i bogen er ved at downloade PDF'en og søge i den.
Derved får du fremhævet ordene visuelt direkte på billedet af siden.
Digitaliseret bog
Bogens tekst er maskinlæst, så der kan være en del fejl og mangler.
33°
eller til Borgemestere eller Raad; han skal kun udgive en
rhinsk Gylden i Laden, og det endda kun til Gudstjenestens
Opretholdelse — det er endnu i Katholicismens Tid — men
han skal ubetinget være »god for Haandværket« (d. v. s.
kunne det), og saa skal han være Oldermanden hørig og
lydig.
Der er ingen Tvivl om, at disse Bestemmelser fra mange
Sider hilstes med Glæde, og hvad der formentlig sikkert
viser dette, er, at medens Kristian II’s Lovgivning ellers
hurtigst muligt opgives, blev den paa dette Punkt ikke alene
bevaret, men skærpet. Frederik I. udsteder 1526 en For-
ordning, der i Meget stemmer med, hvad Kristian II havde
udtalt om Haandværket, men endnu gaar et Skridt videre.
Den ophaver alle bestaaende Lav.
Det er berettet, siger Kongen, at Byernes mange Gilder
og Lav tidt og ofte afstedkomme stor Tvedragt og Ulydig-
hed. Bl. A. satte Lavenes Medlemmer i Møder paa Lavs-
husene urimelige Priser paa deres Arbejde. Derfor vil han,
at herefter intet Haandværkslav skal opholdes i nogen Kjøb-
stad i nogen Maade. Haandværkerne skulle være i Lav og
Gilde med Borgemestere og Raad, og den Haandværket, der
vil bruge sit Haandværk i nogen By, skal kun betale en
rhinsk Gylden til Byen og ej besværes med nogen Kost;
dog skulle Byens Haandværkere forfare, om han er god for
sit Haandværk. Hvert Aar skulle dernæst Borgemestere og
Raad ansætte, hvor dyrt enhver Haandværker maa sælge
sine Varer efter Priserne paa det, han skal g]øre dem af, og
en Haandværker skal endelig nøjes med sit Haandværk; han
skal ikke kunne være Borgemester eller Raadmand, saa længe
han bruger sit Haandværk.
Her er slaaet et stærkt Slag, men Slaget rammer sikkert
højst forskjelligt. Kontrollen førtes af Borgemestere og Raad,
og Borgemestere og Raad vare, som vi ovenfor have set,
ikke ganske uinteresserede i Lavenes Vedbliven. Kristian II
vender sig jo bl. A. udtrykkeligt mod al uskjellig Udgift til
Borgemestere og Raad. Det er derfor et stort Spørgsmaal,
om det førte Slag har gjort væsentlig Virkning, og det