Beretning om det sjette danske Industri-Møde I Kjøbenhavn
Fra den 1ste til den 4de Avgust 1892

Forfatter: C. Nyrop

År: 1892

Forlag: Hos Universitetsboghandel G.E.C Gad

Sted: Kjøbenhavn

Sider: 414

UDK: 338(489)(06) dan

Søgning i bogen

Den bedste måde at søge i bogen er ved at downloade PDF'en og søge i den.

Derved får du fremhævet ordene visuelt direkte på billedet af siden.

Download PDF

Digitaliseret bog

Bogens tekst er maskinlæst, så der kan være en del fejl og mangler.

Side af 434 Forrige Næste
 33° eller til Borgemestere eller Raad; han skal kun udgive en rhinsk Gylden i Laden, og det endda kun til Gudstjenestens Opretholdelse — det er endnu i Katholicismens Tid — men han skal ubetinget være »god for Haandværket« (d. v. s. kunne det), og saa skal han være Oldermanden hørig og lydig. Der er ingen Tvivl om, at disse Bestemmelser fra mange Sider hilstes med Glæde, og hvad der formentlig sikkert viser dette, er, at medens Kristian II’s Lovgivning ellers hurtigst muligt opgives, blev den paa dette Punkt ikke alene bevaret, men skærpet. Frederik I. udsteder 1526 en For- ordning, der i Meget stemmer med, hvad Kristian II havde udtalt om Haandværket, men endnu gaar et Skridt videre. Den ophaver alle bestaaende Lav. Det er berettet, siger Kongen, at Byernes mange Gilder og Lav tidt og ofte afstedkomme stor Tvedragt og Ulydig- hed. Bl. A. satte Lavenes Medlemmer i Møder paa Lavs- husene urimelige Priser paa deres Arbejde. Derfor vil han, at herefter intet Haandværkslav skal opholdes i nogen Kjøb- stad i nogen Maade. Haandværkerne skulle være i Lav og Gilde med Borgemestere og Raad, og den Haandværket, der vil bruge sit Haandværk i nogen By, skal kun betale en rhinsk Gylden til Byen og ej besværes med nogen Kost; dog skulle Byens Haandværkere forfare, om han er god for sit Haandværk. Hvert Aar skulle dernæst Borgemestere og Raad ansætte, hvor dyrt enhver Haandværker maa sælge sine Varer efter Priserne paa det, han skal g]øre dem af, og en Haandværker skal endelig nøjes med sit Haandværk; han skal ikke kunne være Borgemester eller Raadmand, saa længe han bruger sit Haandværk. Her er slaaet et stærkt Slag, men Slaget rammer sikkert højst forskjelligt. Kontrollen førtes af Borgemestere og Raad, og Borgemestere og Raad vare, som vi ovenfor have set, ikke ganske uinteresserede i Lavenes Vedbliven. Kristian II vender sig jo bl. A. udtrykkeligt mod al uskjellig Udgift til Borgemestere og Raad. Det er derfor et stort Spørgsmaal, om det førte Slag har gjort væsentlig Virkning, og det