Beretning om det sjette danske Industri-Møde I Kjøbenhavn
Fra den 1ste til den 4de Avgust 1892

8i ning var rigtig, at det Bedste tit kan være det Godes Øde- lægger. Efter den sidste Rigsdagssamlings Virksomhed havde man faaet det Indtryk, at det vilde være lidt uklogt nu at stille for høje Fordringer; naar de fik den Form, som Ta- leren havde antydet i sit Indledningsforedrag, vilde der være mere Sandsynlighed for, at man kunde faa sine Ønsker gjennemførte. Med den ærede Formands Tilladelse vilde han i Slutningsmødet fremlægge en Resolution til Vedtagelse. — Hvad Rigsdagsvalgene angik, havde Taleren for en 5—6 Aar tilbage staaet paa samme Standpunkt som de Herrer Lindhard og Ørnberg’, men han var kommen bort derfra. \ ar der Tale om to Mænd med de samme Kvalifikationer, tog vi selvfølgelig, som Hr. Bing sagde, Haandværkeren. Men man fik, sunledes som Forholdene nu vare, sine Stands- interesser bedre varetagne ved en grundig Bearbejdelse i et Departement i Indenrigsministeriet, som raadede over Kræfter til en faglig Behandling til den yderste Grad end ved den mange Gange rent tilfældige Behandling af Lovforslagene paa Rigsdagen. Statsrevisor L. Dinesen (Kbhvn.) vilde gjøre to korte Bemærkninger. Da Rigsdagens Stilling til disse Spørgsmaal var bleven omtalt, troede han, at han skyldte at sige, at naar denne Sag, som i sidste Rigsdagssamling var forelagt af Indenrigsministeren, ikke blev fremmet mere, end Til- fældet var, var det ingenlunde fordi man fra Rigsdagens, specielt fra Folkethingets Side i nogen særlig Grad var der- imod; men der var Tvivl, om, hvorledes man skulde ordne denne Sag. Forholdet var jo nemlig det, at det ikke alene var for Haandværkets og Industriens Vedkommende, der var Trang til at tilføre Administrationen noget mere faglig Indsigt, men det samme gjaldt ogsaa andre store Nærings- grene heri Landet. Landmændene og de Handlende rejste samme Fordring, og dette Spørgsmaal havde derfor faaet en temmelig betydelig Udstrækning, saaledes at det kunde vare nogen Tid, inden Sagen blev fremmet. Den fremmedes bedst ved den hensynsfulde Maade, hvorpaa den var taget af Indlederen, som ogsaa navnlig havde fremhævet de Hen- 6