Beretning om det sjette danske Industri-Møde I Kjøbenhavn
Fra den 1ste til den 4de Avgust 1892

84 ditforeninger, der baade give Laan i Landejendomme og Kjøbstadejendomme, og det er dog utvivlsomt, at mangfol- dige Industridrivende fra disse Foreninger have faaet Pri- oritetslaan i deres Bygninger. Nu er det imidlertid saa, at Kreditforeningerne, om maaske ikke i lige saa høj Grad som de offentlige Midlers Bestyrere, saa dog først og frem- mest, maa lægge den saakaldte reale Sikkerhed til Grund for deres Kreditgivning. Man handler, som om det var Ejen- dommene og ikke Personerne, der ejede 'disse Ejendomme, man laante til. Uden paa nogen Maade at skulle rejse nogen Indsigelse herimod for de nu engang bestaaende Kreditfor- eningers Vedkommende og uden heller at ville fordybe mig i de store almindelige Principer for Kreditgivning over- hovedet, saa ønsker jeg dog i Tilslutning til tidligere ærede Talere her paa Mødet at slaa. fast, at den normale Forudsæt- ning for enhver Kreditgivning altid er den paagjældende Laantagers, altsaa Personens, Ævne og Vilje til paa ordinär Vis at forrente og tilbagebetale Laanet. I Tilliden til den laante Kapitals økonomiske Anvendelse i Produktionen ligger den principale Sikkerhed, medens Pantesikkerheden ifølge sit Væsen er subsidiär d. v.s. overhovedet først skal have og kan faa Betydning i de Undtagelsestilfælde, hvor den ovennævnte normale Forudsætning for Kreditgivningen brister. Selv Kreditforeningerne maa ved deres Udiaan regne med de Til- fælde, hvor Pantet maa realiseres, som Undtagelsestilfælde, ja, jeg havde nær sagt Ulykkestilfælde, og det er just for disse udenfor det Normale, det Regulære, det Forventede lig- gende Tilfælde, at Pantesikkerheden spiller Rolle eller har Værd. Men selv om man maa indrømme dette, er der selvføl- gelig et saare langt Spring herfra og til at føle sig betrygget ved en blot og bar personlig Sikkerhed. Det er kun altfor let forstaaeligt, at man fra mange Sider kan blive, om jeg saa maa sige: nervøs overfor den gemytlige Opfattelse af Krediten, hvorefter man trøstig kan lade Per staa inde for Poul og Poul igjen for Per, — saaledes som det er skildret for Vaabenbrødrenes Vedkommende, og hvor der altsaa ikke er mere reel Sikkerhed end bag paa min Haand. For at