Haandbog I Den Systematiske Botanik
Nærmest til brug for Universitets-Studerende og Lærere

114 Kl. Lycopodinæ. Fossile Arter af Ulvefodsplanternes Klasse kjendes i ret stort Antal. Fam. Lepidodendreæ eller Skæltræerne horer her hen; Stammen naaede hos nogle en Højde af henved 35 Meter med en Tykkelse af c. 4 Meter og var regelmæssig gaffelgrenet; den vår tæt besat med skruestillede, elliptiske Bladar og har hos nogle tydelig havt Tykkelsevæxt. Sporehusstande kjendes; de lignede Grankogler og bare Sporehuse, i hvilke der enten var Mikro- ell. Makrosporer. Fam. Sigillariaceæ eller Segl- træer staar vist nær ved forrige; Navnet fik de af de segllignende Ar, som de affaldne Blade efterlod. Jordstænglerne af disse Planter betragtedes tidligere som en egen Slægt (Stigmaria, »Arplante«). Af skandinaviske Botanikere, som have gjort sig fortjente ved Studier over Lønboplanterne, kunne foruden de ovenfor anførte nævnes Lyngbye, Elias og Th. Fries, Agardh, Areschoug, Wittrock, Nordstedt. 2den Hovedgruppe. Phanerogaiiiæ eller Blomsterplanter. Det er omtalt S. 1, at det mest karakteristiske for denne , Gruppe er »Blomsten« og »Frøet«. For at forstaa disses Oprindelse og Forhold til Kryptogamernes Organer, er en sammenlignende Oversigt nødvendig. Stængelplanternes 2den Generation. Hos Mosserne var den et Sporehus (der efter en nyere Anskuelse maaske maa sættes homologt med et paa en kort Stængel endestillet, sporedannende Blad); hos Karkryptogamerne var den en helt udviklet, med Stængel, Rod og Blad udstyret Plante, »Bregne«, »Padderokke«, »Ulvefod« o. s. v. Hos Bregnerne er Bladmetamorfosen kun ringe: naar Kimplanten har naaet en vis Alder, blive alle de for Eftertiden opstaaende Blade væsentlig ens i Form% de frugtbare ere ikke for- skjellige fra de golde, findes blandede med dem, og Stænglen afsluttes ikke i sin Længdevæxt ved deres Dannelse. Hos Padde- rokker og Ulvefødder faar Arbejdsdelingen et bestemtere Udtryk: de frugtbare Blade ere paa nogle Undtagelser nær forskjellige fra de golde og samles i egne, axlignen de Stande i Enderne af Stængler, hvis Væxt derved afsluttes; ogsaa udvikles der Blade, som