Haandbog I Den Systematiske Botanik
Nærmest til brug for Universitets-Studerende og Lærere
Forfatter: Eug. Warming
År: 1879
Forlag: P. G. Philipsens Forlag
Sted: Kjøbenhavn
Sider: 392
UDK: 582
Søgning i bogen
Den bedste måde at søge i bogen er ved at downloade PDF'en og søge i den.
Derved får du fremhævet ordene visuelt direkte på billedet af siden.
Digitaliseret bog
Bogens tekst er maskinlæst, så der kan være en del fejl og mangler.
A, Julifloræ; Orden 1, Amentaceæ.
185
ere ligeledes Emergenser; de opstaa paa den indvendige Side af den unge
Skaal i nedstigende o: i Virkeligheden opstigende Følge; senere krænges
Skaalen om. I Hunblomsten (Fig. 185) udvikles Rummene tillige med
Æggene først efter Bestøvningen. — Bladstillingen er overalt -j; de
nederste Blade paa Skuddene ere reducerede til at bestaa af Axelbladene, der
tjene som Knopskæl (5 Rækker). Pladerne ere foldede efter Midtribben
som Hasselens, og den ydre Side er den bredeste. — Kimbladene kjød-
fulde, underjordiske. —
Familiens 300 Arter findes i det middelvarme Bælte, især i Evr.
og Am. Bøgen har en 1 Art i Evropa, F. silvatica, der er vort vigtigste
skovdannende Træ, men først i forholdsvis sen Tid er indvandret her, i det
den har fortrængt Egen (Steenstrup og Vaupell); 1 iN.Am. og en
Mængde i S. Ams, sydvestlige Egne. Egene voxe især i V.As., N. Am. og
Mexiko: der er mange vintergrønne mellem dem; hos os er der 2 Arter:
Vinteregen, Q. sessiliflora, der nu er sjælden, men er den i Moserne fore-
kommende Art, og Sommeregen, Q. pedunculata, der fortrænges af Bøgen,
men dog endnu er almindelig; Kastanien er fra S.Evr. — Anv, Vigtige
Gavntræer. Veddet af Q. tinctoria er et gult Farveæmne (Quercitron-træ).
Barken er rig paa Garvesyre, den bruges især af Ege-Arter til Garv-
ning. Korkegen (Q. Suber) er det vigtigste korkydende Træ. Paa
mange Arter findes Galler; de af Q. infectoria (østl. Middelhavslande) ere
officinelle; ligesaa Egefrugterne (Agern). Disse og Bøgens olie rige
Nødder (Bog) kaldes Olden. Af Bøgens vindes Olie. Kastaniens Nødder
ere et Næringsmiddel.
4. .lughudaceæ; Valnød familien.
Afviger fra de andre Rakletræer ved ulige finnede Blade,
der mangle Axelblade og ere rige paa aromatiske Æmner.
Blomsterne ere enbo. Hanraklerne ere sidestillede, valseformede,
mangeblomstrede, usammensatte; ^blomstens 2 Forblade og 2-5-
bladede Perigon voxe sammen med det støttende Dækskæl; den har
et ubestemt Antal Støvblade (f. Ex. 6—20 hos Juglans). Hunblom-
sterne staa i endestillede, faablomstrede, usammensatte Ax, have
et oversædigt, 4deltPerigon, en 2bladet Støvvej, og voxe ligeledes
sammen med deres støttende Dækblade og Forblade; Frugtknuden
er 1 rummet og har kun 1, grundstillet, opret og ret Æg, der
ligesom hos flere andre Rakletræer først udvikles efter Bestøvningen.
Frugten er en grøn Stenfrugt, hvis Kjød hos Carya og Juglans
mere eller mindre regelmæssig afkastes, hvorved Stenen (»Valnødden«,
det er: »valsk Nød«) blottes. Stenen deles indvendig ved 1 lav,
ægte og flere falske Skillevægge, som opstaa efter Blomstringen,
ufuldstændig i flere Rum, hvorved de to store Kimblade i det frø-
hvideløse Frø blive lappede og indskaarne paa forskjellig Vis, i det
de ligesom danne eu Afstøbning af Rummet. — Bladarrene ere store