Haandbog I Den Systematiske Botanik
Nærmest til brug for Universitets-Studerende og Lærere

D, Schizostemones; Orden Cistifloræ. 235 Viola (Viol). Urter med Rodstokke eller enaarige; enlige Blomster. V. odorata, canina o. a. have kleistogame Blomster, som sætte Frugt, og store, farvede (violette), men golde Blomster. Stif- modersblomsten (V. tricolor) har dels store Blomster, som ere ind- rettede paa Insektbestøvning, dels mindre, mere uanselige, indrettede paa Selvbestøvning; Arret er her som tegnet Fig. 230, A, st, og B: det sidder paa Griffelhovedets Forside ud for den Kanal, som fører ned til Sporen (sp); under det sidder en Klap, som let bestryges med Støv, naar en Insektsnabel føres ind i Sporen, men lukkes til, liaar den trækkes ud af Sporen ; derved opnaas Krydsbestøvning. — V. odoratas Frugter bore sig lidt ned i Jorden; hos de andre lukke de 3 baadformede Klapper sig sanjmen og klemme Frøene et efter et ud med stor Kraft, saa de springe langt bort. A Fig. 230. Den storblomstrede Form af Viola tricolor: Dele af Blomsten (A) o» Støvvejen (B). ° De 250 Arter findes især i Troperne. — Jonidium-Arter bruges som Ipecacuanha; som Haveplanter dyrkes en Del Viola-Arter, især V odorata (Martsviol) og V. tricolor med en Mængde Varieteter.’ »Herba Violæ tricoloris« er officinel. 3. Droseraceæ; Soldugfamilien. De herhen hørende Planter ere Urter, som mest leve i Moser og i Vand, og hvis Blade ere indrettede paa at fange og fortære dyrisk Føde. I Blomsten staa de meget nær ved Violerne navnlig de regelmæssige Violaceer. Vor Dr osera har en langskaftet Svikkel med regelmæssige, tvekjønnede, undersædige Blomster, med samme Tal som Violas: 5 B, 5 K, d St, 3 F (i en sambladet Støvvej) og