Om Frostmoser og Marskenge
en technisk Motivering af Forslag til en Omregulering af vore Vandløb

13 siges om Lord Palmerston, at han i en Tale brugte det Udtryk, at han for hver Mark han lod draine paa sit Landsæde, kastede en Overfrakke. Da det høie Land i Beglen er tørrere end det lave, og af dette, de egentlige Vandflader, men især de vaade Kjær og Enge, fordampe meest, saa er det tyde- ligt, at Afkjølingen der er størst. En Afkjøling ved For- dampning fra det hele Land i Forhold som det er fug- tigt, finder saaledes stedse Sted, især om Sommeren, men denne Afkjøling møder om Dagen en Overvægt ved Solens Varme, Først naar Solen er gaaet ned, mærke vi, at nævnte Afkjølingsvirksomhed er saa godt som ene- raadig; men der skal heldigviis meget til, for at Afkjø- lingen falder ned til Frysepunktet. Saalænge Luften nemlig er i Bevægelse fordeles den kolde Luft, der dan- ner sig ved Jordens Overflade, over den hele Luftmasse, og Vandet der afkjøles synker ned og omskiftes med det varmere nedenfor liggende Vand. Det er altsaa saalænge Luften er i Bevægelse kun store Strømme af mere eller mindre afkjølet Luft, der bliver bemærkelig; men og- saa disse ere ofte meget følelige. Naar man saaledes Natten efter en varm Sommerdag reiser ad Veie, som den fra Viborg til Kolding, er Temperaturen stedse vex- lende: omend endnu mild paa de Strækninger, hvor Luften kommer fra den tørre Hede eller det opdyrkede Land, er den isnende kold, hvor Vindretningen bærer fra store Kjærstrækninger, og paafaldende varm, hvor man har Naale-Plantager, som Steendalsgaards, i Vindretnin- gen. At store Kjær her bevirke en Afkjøling, der staaer i et uheldigt Forhold til den Temperatur Landet vilde have uden disse Kjær, er tydeligt, men Nattefrosten er