Om Frostmoser og Marskenge
en technisk Motivering af Forslag til en Omregulering af vore Vandløb

14 endnu dog fjern. Den fremstaaer ferst, naar Luften er stille, saa at der ikke bestandig føres ny Luft til Kjærene. Det Vand, der da fordamper, afkjøler Luften uden at denne erstattes ved ny varm Luft. Under saadanne Forhold angiver Hallstrem, at Afkjølingen i Finland over en Lavning kan være saa stor, at Luftens Tem- peratur fra 12° C. i en Nat kan bringes ned til Fryse- punktet, og i saa Henseende maa Forholdet være det samme hos os; men den kolde Luft er tungere end den varme, og derfor flyder den ud til Siderne fyl- dende alle Dalstregene med en listaage, der sætter sig som Rüimfrost paa de ogsaa der afkjelede Planter, og det er derfor de lave Dale og ikke de huit liggende Steder, der lide meest af Nattefrosten. Er Vandmassen, der dækker Jorden, imidlertid meget stor, det vil sige, hvor dybe Seer eller Havet dækker Jorden, fremstaaer et andet Forhold. Da Vandets største Tæthed er ved omtrent 4° Varme, synker det afkjelede Vand ned, og nye af Solen opvarmede Vandmasser trænge bestandig frem til Overfladen; først naar da hele Vand- massen er bragt ned til 4° Varme, bliver Vandet atter lettere ved yderligere Afkjøling; det synker ikke ned, men holder sig da paa Overfladen, og medens en saadan dyb Sø i Begyndelsen af Natten bidrager til at formindske Nattefrosten, ligesom den bevægede Luft, saa bidrager den til dens Forøgelse fra det Øieblik Circulationen af Vandet er ophørt. Jo dybere altsaa en Sø er, desto gavnligere imod Nattefrosten; jo lavere, desto skadeligere. Havet forholder sig derimod altid som en dyb Sø, deels paa Grund af den stadige Strømning og den større Dybde, men tildeels ogsaa paa Grund af sin Saltholdig-