Meddelelser Om Dansk Guldsmedekunst

Renæssancen. 25 (Oldn. Mus. Nr. D, 643). 3/4. Brudstykke af et Sølvbælte med indgraveret XVIII Lod 21 I D. Fig. 21. men större de ædle Stenes. Der tillagdes dem Indflydelse paa baade Sind og Legeme L Det var særlig i to Retninger, at Pragten gav sig tilkjende, i Kjæder og Smykker og i Kander og Bægere. Hvad Kjæderne og Smykkerne angaar, da føres den Pragt og Ødselhed, som udfoldedes i dem, tilbage til Festlighederne i Steinthal 1501, da Kong Hans’ Datter Elisabet holdt Bryllup med Markgreven af Brandenburg. Her saa de danske Adelsmænd, at ikke blot Fyrster, Grever og Riddere bare Halskjæder, men at selv almindelige Adelsmænd havde anlagt en Snor om Halsen med et Par Ringe i, og snart bar alle danske Adelsmænd en saadan Snor, der senere afløstes af virkelige Kjæder. Deres Hus- fruer og Døtre fik lignende Kjæder, og de slyn- gedes indtil 6 à 7 Gange om Hals og Bryst. Hertil kom Guld- og Sølvbælter, Ringe, Perlehuer og Hattebaand med Diamantsmykker ikke at tale om de saa kaldte Stifter, en Slags Guldknapper ofte i Form af en Rose eller Lilie, der anbragtes overalt paa Klæderne, ikke sjældent udstyrede med Diamanter 2. Selvfølgelig efterlignedes denne Pragt ogsaa udenfor Adelstanden. En af Datidens Forfattere lader en Borgerdatter udtale: Til hver min Finger haver jeg en Ring, Et skjënt Sølvbælte og anden god Ting. I Aalborg blev det ved en Magistratsved- tægt bestemt, at ingen Brud maatte bære mere end fire Kjæder foruden en Krone, og 1586 pant- satte en Bonde i Ribe et Sølvbælte, der vejede 32 Lod og en Mand paa Sønderho et Bælte med forgyldte Spænder og Søljer 3. Og som det gik med Smykkerne, gik det med Bægerne og Kan- derne. Adelens store Forbrug af disse Gjen-