Meddelelser Om Dansk Guldsmedekunst

54 Adelstiden. som Betaling for deres Varer paa Børsen, staa vi sikkert overfor en simpel Politiforholdsregel.1 Men endnu er Skraaen af 1608 ikke udtomt, den bestemmer ogsaa, hvori Mesterstykket skal bestaa, og det skal efter den være et «einfach Sølvgeschirr» i drevet Arbejde, en emaljeret Guldring med en «durchsichtig» Sten og et Signet med Skjold og Hjelm. Det synes imidlertid ikke, som om alle Svendene kunde udføre disse tre Ting lige godt, Lavet ser med forskjellige Öjne paa Mester- stykket, eftersom den paagjældende Svend er «Sølvhamrer-Arbejder» eller «Guldarbejder», hvad der tydeligt viser, at der er en Tendens til at specialisere Faget, og muligvis ere herved dets Frembringelser blevne bedre, hvad maaske ikke har været ganske unødvendigt. Fig. 41. SølV'Salsirken (Saltkar); paa det en Øre er indgraveret MKD 1646. (Oldn. Mus. 12,756). 3/4. Forskjelligt tyder paa, at der i alt Fald til sine Tider har været Grund til Klage. Da Kristian III 1541 havde sendt Frands I’s Se- kretær Welsinger sit Konterfej i Guld, skriver denne tilbage fra Fontainebleau, at Arbejdet i höj Grad har mishaget hans Herre, og hertil kan föjes, at det er blevet sagt, at Datidens kostbare Kjæder vare overordentlig grove 2. Man gjorde dem ofte af sammenheftede Mynter, men forøvrigt træffer man Guldkjæder «gjort udi Hunde- lænker», «i Murværk», «i Ærtemønster», «udi Vallknuder», for ikke at tale om Sletkjæder, Ringkjæder, S-kjæder, Panserkjæder, Tom- kjæder o. s. v. 3 Men saa godt som ingen af disse Adelens mange Kjæder synes bevarede til' Nutiden, saa lidt som nogen af dens mange Gydekander og Haandfade; de have foruden at være Smyk-