Meddelelser Om Dansk Guldsmedekunst

Renæssancen. 53 hageligt. 1623 beklager saaledes Lavrits Nielsen sig over, at Ol- dermanden Sten Petersen havde vægret sig ved at stemple en Kande for ham. Han saa Grunden hertil i Had og Avind, men Lavet, for hvilket Sagen indbragtes, domte, at Kanden «ikke var saa god i Prøven, at den kunde stemples», og herover blev Lavrits Nielsen saa vred, at han «med Uvilje udgik af Huset». Efter Lavsskik blev Sagen endnu foretagen baade anden og tredje Gang, og da den var tredje Gang for, gjorde Lavrits Nielsen Galt værre ved at paastaa, at Kanden var lige saa god som en Ske, Mathias Clausen havde faaet stemplet, i hvilken Anledning denne erklærede, at han ikke vilde agte Lavrits Nielsen «for en ærlig Embedsbroder at være, for han ham slig Efterdigt rigtigen overbeviser». Sagen endte med, at Lavrits Nielsens Stempel blev slaaet af Kanden, og som Bøde maatte han betale 3 Sldl. til de Fattige, dog ikke alene for sin Forseelse med Kanden, men ogsaa fordi han «uhørlig er af Dören udgangen og sig med Trodsighed imod Embedet [har] bevist». Skraaen af 1608 bestemmer imidlertid ikke alene Lødigheden, den paalægger ogsaa Guldsmeden at være særlig paapassende over- for fordægtigt Guld og Sølv, og da der i 1648 var stjaalet Sølv fra Altret i Frederiksborg Slotskirke, tilmeldtes det dem derfor. I 1638 blev der fundet falsk Sølv hos en svensk Person, og han blev strax sat fast. Det var imidlertid ikke af Frygt for udenlandske Bedra- gerier, naar Skraaen forbyder «Alle og Enhver, baade indenlandske og udenlandske Kjøbmænd, Kræmmere og Andre, hvo de helst ere eller være kunne, noget gjort Sølv her udj vore Riger Danmark og Norge at indføre eller forhandle»; det hedder nemlig udtrykkeligt, at Forbudet gjöres, «paa det Guldsmedene her udj Rigerne desbedre kunne blive ved, og udi deres Haandværk ikke skulle ske nogen Indpas eller Forhindring». Dette Indførselsforbud er dog formentlig lige saa lidt blevet overholdt som det Udførselsforbud fra 1603, hvorefter gjort Sølv og Guld ikke maatte udføres. Udførslen var, hedder det, Riget til «ikke ringe Skade og Afbræk»; de, der havde gjort Sølv eller Guld at sælge, skulde henvende sig til Mynten i Kjøbenhavn, «hvor dem efter dets Værd derfor skal ske Skjel og Fyldest». Naar det endelig 1638 forbydes Kjøbmændene at tage gjort Guld og Sølv