Meddelelser Om Dansk Guldsmedekunst

64 Enevældens Tid. 10 Sølvfade, 19 Sølvskeer m. m.; i Boet efter Amtsforvalter Jens Gregersen i Nyborg (f 1695) var der Smykker med indtil 19 Dia- manter, et Armbaand med emaljeret Laas og en lang Række Sølv- gjenstande, og da den kun fattige Præst Hans Nyrop i Lødingen højt oppe i Norge, døde (1700), efterlod han sig folgende Sølvstykker: en Kande, to Bægere, en Konfektskaal, en Smörbrikke og 12 Skeer h Tiden førte det imidlertid med sig, at store Samlinger af Smykker og Sølvsager nu bleve sjældnere hos Private; Bægere, Kander og Tallerkener af Sølv erstattedes navnlig i det 18de Aarhundrede af Glas, Fajance og Porcellæn. Kostbar- hederne maa nu søges hos Kongerne eller Hoffets Stormænd. Det var Lud- vig XIV’s Tidsalder, Paryken herskede, og Stilen gik igjennem Barokens roligere For- mer til fuldstændig Rokoko; enhver lige Linie blev vreden og bojet. Vi have tidligt hørt om Anvendelsen af ædle Stene i Ringe og andre Smykker, men Stenene indfattedes væsentlig som de forelaa fra Naturens Haand, deres Bear- bejdelse faldt for vanskelig. I det 14de Aarhundrede gjorde man dog Fremskridt i Diamantens Behandling, men det er na- turligvis et Sporgsmaal, om naar dette biemskridt naaede os; da Leonore Kri- ^«e^^ Stine 1653 forærer Otto Sperling en Ring med tre Diamanter, omtaler han udtrykkeligt, at de vare skaarne i facetter og ordnede som et Kløverblad 3. Jakob Drejer, der 1626 erholdt Eneret til at opkjøbe alt det Rav, «som ved Søkanten udi vort Rige Danmark falde kan», fik 1643 Tilladelse til' et Sted i Kjøbenhavns Len at oprette en Bore- og Slibemølle. Men denne har muligvis ikke haft noget at gjöre med ædle Stene, saa den, der forst her i Landet har forsøgt at slibe saadanne, bliver maaske den oftere nævnte Kunstkasper, Kasper Herbach. Han fik 1662 Tilladelse til i Lyngby at indrette en Valkemølle med et tilhørende Værk, «som