Meddelelser Om Dansk Guldsmedekunst

84 Enevældens Tid. Diamanter, Perler eller andre Juveler, men saa kom det til at dreje sig om Urkasser, Daaser, Etvier, graverede Kaarder, Stokkeknappe, Hovedvandsæg m. m. Nipsgjenstande af Guld og Sølv spillede en ikke ringe Rolle i Rokokoens Dage, og det er i og for sig ikke saa underligt, at det er en Guldsmed, der synes at have brudt Isen for Galanterikræmmerne. Den tidligere nævnte Jean Henri de Moor fik i 1687 12 Aars Eneret til at forfærdige «allehaande Galanterier, som ellers fra fremmede Steder plejer at forskrives», Spejle, Gueri- doner, Lysekroner, Tabletter, Brassiers o. s. v. «udi Træ, Kobber og Messing, Guld og Sølv», og 1698 fik Hof-Blikmager Kasper Bau- mann et lignende Privilegium, men udelukkende Handlende kom snart til. Vi støde paa de saa kaldte Nurnbergere, og deres Række fortsattes af Jøderne, hvis Antal efterhaanden voxede, og som søgte at rive en stor Trafik med Guld og Sølv til sig. De kjøbte og smeltede Gjenstande af ædelt Metal, fra 1745 er det væsentlig Jøder, der forarbejde Sølv- og Guldtresser i Kjøbenhavn, og 1754 ansøger Levin Samuel Goldschmidt om at maatte anlægge et Guld- og Sølvaffineri1. Efter lang Tids Modgang syntes Skjæbnen nu endelig at ville tilsmile Guldsmedene. Allerede i 1726 havde Lavet faaet sat igjennem, at Ingen maatte smelte Sølv og Guld i Kjøbenhavn uden «Mynt- mesteren, Værdimesteren (Guardejnen) og Guldsmedene», og i 1761 blev Guldsmed Johannes Jagenreuter endog privilegeret Guld- og Sølvsmelter. Ja, i 1769 blev det befalet, at Jøderne til ham skulde aflevere «alle de Smeltedigler, som i deres Huse forefindes, uden derefter nogensinde at forlange samme tilbage» 2. Det Bedste var imidlertid, at der i Juli 1757 paa Magistratens Anbefaling udkom et Forbud mod fremmed forarbejdet Gulds og Sølvs Indførsel i Kjøbenhavn og Sjællands Stift til Forhandling og Udsalg, og i Januar 1758 blev det indskærpet de Handlende, at de ikke maatte sælge af deres Forraad længere end til Nyaar 1759. Guldsmedelavet saa sit i saa mange Aar nærede Ønske virkeliggjort, og Alt, hvad det havde lovet for at opnaa det Ønskede, var, at der hos dets Medlemmer stadig skulde være et Forraad af Guldarbejde og Pretiosa til en Værdi af 6000 Rd. og af Sølvarbejde «for en lige proportioneret Summa». Lavet jub- lede, og dog var det Hele en Sæbeboble, der hurtigt brast L